Thulebasen skal i udbud igen

Foto: Wikipedia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag morgen har udenrigsminister Martin Lidegaard (R) redegjort for udviklingen i sagen om milliardkontrakten på driften af Thulebasen i Grønland.

Status er, at amerikanerne skal sætte den i udbud igen, skriver Finans.dk

Efter intense forhandlinger mellem Danmark, USA og Grønland er man nu næsten i mål med en ny aftale, der vil forpligte det amerikanske luftvåben til at sende servicekontrakten på Thulebasen i udbud igen.

Ifølge Finans.dks oplysninger kan det tidligst ske til oktober 2016, når den kontrakt, der i oktober endte i hænderne på et amerikansk ejet skuffeselskab, har løbet i ét år.

Og fordi det kan tage lang tid med en helt ny udbudsrunde, vil Exelis Services A/S, der vandt udbuddet denne gang, reelt komme til at sidde med den fra oktober 2015 og mindst to-tre år frem, skriver Finans.dk.

»USA giver meget klart udtryk for, at man rent juridisk ikke bare kan sige, at udbuddet ikke har været der. Men der er mulighed for at afkorte perioden i bedste fald helt ned til et år. Det afhænger af en lang række faktorer, og det er stadig en del af forhandlingerne,« siger Martin Lidegaard til Finans.dk.

Alle problemerne omkring servicedriften på Thulebasen begyndte, da et amerikansk datterselskab, det førnævnte Exelis Services A/S, vandt udbuddet frem for den dansk-grønlandske virksomhed, der ellers har stået for driften. Frygten er, at det kan få store konsekvenser for blandt andet den grønlandske fælleskasse og for arbejdspladser og lærlingepladser, fordi jobbene vil gå til amerikanere.

I slutningen af januar stemte et enigt folketing da også for, at regeringen skal sikre, at servicekontrakten på Thulebasen fortsat skal være dansk eller grønlandsk.

En arbejdsgruppe skal nu komme med en ny definition af, hvad det så rent faktisk vil sige at være en dansk-grønlandsk virksomhed. Det var netop en upræcis definition, der i første omgang ledte til, at det amerikanske datterselskab overhovedet fik kontrakten.

Powered by Labrador CMS