Thorning: Vi overholder reglerne for støtte
Socialdemokraterne over-overholder reglerne for partistøtte, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger, at Socialdemokraterne “over-overholder” reglerne for partistøtte, der fastslår, at alle bidrag til partier på over 20.000 kroner skal fremgå af partiregnskabet.
Det sker efter en heftig debat i Folketingets spørgetime tirsdag, hvor både Enhedslisten og SF spurgte statsministeren til sagen.
Det sker i kølvandet på, at blandt andet Berlingske den senere tid har beskrevet, hvordan hundredtusindvis af kroner har fundet vej til partierne fra finanssektoren gennem såkaldte erhvervsklubber, der kan være med til at sløre, hvor pengene kommer fra.
– Jeg ved ikke, hvad Venstre gør, men min holdning er, at jeg synes ikke, det er i orden, hvis man ikke kan se, hvor pengene kommer fra, hvis der er tale om beløb på mere end 20.000 kroner, siger Helle Thorning-Schmidt.
– Hvis man ikke gør det, så er man på kanten af, hvad der egentlig er tilladt i forhold til de her erhvervsklubber, fastslår statsministeren i folketingssalen.
Socialdemokraterne har længe kritiseret Venstre for at lade penge til partikassen kanalisere gennem erhvervsklubber.
Men i sidste uge kom det så frem, at også Socialdemokraterne har en klub, hvor man kan betale 15.000 kroner for et møde med partitoppen – altså et beløb, der ikke kræver offentliggørelse af betaleren, da det ligger under 20.000 kroner.
Og efter spørgetimen fortsatte pressen spørgsmålene til statsministeren.
Spørgsmål: Er det imod partistøttereglerne, hvis et parti modtager over 20.000 kroner fra en privat virksomhed, som går gennem en “pengeklub”, og partiet så ikke offentliggør det?
– Det er formentlig ikke i strid med reglerne, men det er forkert. Det er meget muligt, man ikke gør det hos Venstre. Det synes jeg, de burde gøre, for hensigten med grænsen på de 20.000 er ikke, at man kan skjule sig bag en erhvervsklub for at omgå reglerne, siger hun og fortsætter:
– Det, der er vigtigt, er, at vi (Socialdemokraterne, red.) overholder reglerne -og måske endda over-overholder reglerne – for alle, der betaler over 20.000 kroner, fremgår af vores partiregnskab.
/ritzau/