Thorning nærmer sig blå blok i ny måling

Helle Thorning-Schmidt. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste to uger har Socialdemokraterne rullet massive politiske kampagner ud over landet, og det ser ud til at slå igennem i en ny måling, som YouGov har foretaget for metroxpress.

Rød blok står nu til 81 mandater mod blå bloks 94 mandater, og det er en fremgang på hele fire mandater for Helle Thorning-Schmidt og co.

Rød blok får 46,7 procent af stemmerne ifølge målingen, og det er det bedste YouGov-resultat for partierne bag statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siden december 2011.

»Den måling, vi ser i dag, er et sikkert vidnesbyrd om, at tingene er ved at skifte. Hvad der tidligere lignede en fuldstændig sikker sejr for Venstre, gør det ikke længere,« siger metroxpress’ politiske kommentator, Henrik Qvortrup.

Socialdemokraterne får det bedste YouGov-resultat, partiet har fået siden valget i september 2011. Med 23,3 procent af stemmerne står Socialdemokraterne nu til 42 mandater.

»Socialdemokraterne har momentum, og der er en chance for, at det er en positiv spiral, Thorning-Schmidt er havnet i. Hendes problem er bare, at de andre partier i rød blok ikke rigtig følger med,« siger Henrik Qvortrup.

Enhedslisten, De Radikale og SF ligger alle stille i målingerne. Det nye parti Alternativet er tilbage lige under spærregrænsen, og det kan betyde, at rød blok kommer til at miste dyrebare stemmer.

Powered by Labrador CMS