Thorning fremrykker asylstramning

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Thorning skal regeringens asylstramning gælde allerede fra fremsættelsen af lovforslaget i næste uge.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger i Folketingets spørgetime, at regeringen vil fremrykke virkningen af den asylstramning, som hun selv lancerede i sin tale ved Folketingets åbning.

Loven skal gælde fra fremsættelsen – der formentlig sker i næste uge – og ikke fra dens endelige vedtagelse, fastslår Helle Thorning-Schmidt.

Det sker blandt andet for at imødekomme landets 98 kommuner, som blandt andet er udfordret af at finde boliger til de mange asylansøgere, der kommer til landet fra blandt andet borgerkrigen i Syrien:

– Stramningerne vil tage noget af det pres, som er på kommuner og asylcentre, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

– Jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne løser den vigtige opgave, de har med at modtage flygtninge. Jeg ved godt, at nogle kommuner synes, det er en stor udfordring. Det er socialministeren naturligvis i dialog med KL om. Vi tager problemerne alvorligt.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt giver det sig blandt andet udtryk i, at man hurtigere end hidtil meddelt vil indføre de nye, strammere asylregler:

– Vi har allerede sendt lovforslaget i høring, og vi forventer at kunne fremsætte lovforslaget i næste uge. Og vi har valgt at fremrykke virkningen af lovforslaget.

– Vi lægger op til, at loven skal gælde for asylansøgninger indgivet efter lovens fremsættelse. Og altså ikke først efter vedtagelsen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen har i de seneste uger fået kritik for at oversælge asylstramningen. Tidligere justitsminister Karen Hækkerup fastslog således, at den ville ramme størstedelen af de personer, som flygter fra en borgerkrig som i Syrien.

Det har siden vist sig, at stramningen formentlig kun vil ramme en tredjedel. Statsministeren gentager dog i spørgetimen, at regeringen med lovforslaget strammer reglerne i forhold til tiden under VK-regeringen.

– Når man følger debatten om reglerne for asyl, så er det sådan, at reglerne indtil nu har været de samme som under den tidligere regering.

– Nu strammer vi reglerne for at få asyl. Vi vil indføre en midlertidig beskyttelse for de mennesker, som ikke er individuelt forfulgte. Og vi vil begrænse mulighederne for familiesammenføring det første år for de mennesker, som er i landet på den nye ordning, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS