Thorning dropper Indien-besøg grundet krise
Handelsminister Mogens Jensen overtager Helle Thorning-Schmidts invitation til stor handelskonference i Indien
Det anspændte forhold mellem Danmark og Indien på grund af sagen om Niels Holck koster nu statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) deltagelsen i en stor indisk erhvervs- og investeringskonference under navnet Vibrant Gujarat.
Det skriver Ekstra Bladet.
Dermed føjes der endnu et element til krisen mellem de to lande, som opstod, efter at Danmark i 2011 afviste at udlevere Niels Holck til retsforfølgelse i Indien for sin rolle i en våbennedkastning i 1995.
Den 4. december fremgik det ifølge Ekstra Bladet af konferencens hjemmeside, at Thorning ville møde op i lighed med regeringsledere fra blandt andet Holland og Singapore samt FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon.
Men nu overtager handelsminister Mogens Jensen (S) Thornings plads på konferencen, der bliver åbnet af den indiske premierminister Narendra Modi.
– Delstaten Gujarat har inviteret statsministeren til at deltage i Vibrant Gujarat. Det kunne desværre ikke lade sig gøre i den aktuelle situation, skriver Mogens Jensen i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.
– Det vil være til stor gavn for både Indien og Danmark at styrke samarbejdet, og det er en høj prioritet for regeringen.
– Derfor er jeg også glad for, at det efter en dialog med de indiske myndigheder er lykkedes at finde en model, hvor jeg deltager i konferencen på Danmarks vegne sammen med en gruppe af danske virksomheder, der ser gode muligheder på det indiske marked, siger han.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Statsministeriet, men her henvises der til, at det er Mogens Jensen, der udtaler sig.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få uddybet sagen hos Mogens Jensen, der holder juleferie.
Ifølge Ritzaus oplysninger ville det af diplomatiske grunde have været umuligt for Thorning at optræde på samme konference som den indiske premierminister uden at diskutere den ømtålelige sag, der har stor bevågenhed i Indien.
Det er senest landsretten, der i 2011 har afvist, at Danmark kan udlevere Niels Holck til Indien på grund af frygt for tortur.
/ritzau/