Thorning: Bådflygtninge er Afrikas ansvar
De afrikanske lande er ikke gode nok til at passe på deres egne borgere, som hopper på faldefærdige både med retning mod det forjættede Europa på den anden side af Middelhavet.
Det er ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) problemstillingen omkring den voksende strøm af bådflygtninge, og derfor må EU gå i dialog med den Afrikanske Union, AU, for at forbedre forholdene.
»Vi skal skabe nogle aftaler med de afrikanske lande. Hovedansvaret for, at så mange mennesker flygter, er, at de afrikanske lande ikke yder tilstrækkelig beskyttelse til deres egne borgere,« siger statsministeren, inden hun torsdag rejser til Bruxelles for at deltage i et EU-topmøde om netop situationen med de mange bådflygtninge, der kommer til Sydeuropa.
Her vil Danmark meddele, at vi er klar til at hjælpe med nogle praktiske ting på landjorden i Italien og Grækenland, og at vi vil øge bidraget til Triton-operationen, der overvåger grænserne på havet.
Men Danmark kommer ikke til at deltage i en solidarisk fordeling af bådflygtningene i EU, understreger Thorning.
»Vi er uden for den fælles asylpolitik, og vi kommer ikke til at bidrage til en anderledes fordeling. I øvrigt tror jeg ikke, at appetitten på det er så stor. Det betyder, at nogle lande skal tage langt flere flygtninge, end de tager i dag. Men Danmark kommer ikke under nogen omstændigheder til at bidrage til det,« siger statsministeren.
I stedet vil hun opfordre sine kollegaer i de andre EU-lande til at følge Danmarks eksempel og øge udviklingsbistanden.
»Jeg vil opfordre mine kollegaer til at deres lande også kommer op på 0,7 procent af BNP til udviklingsbistand. Så kunne vi fællesskab gøre langt mere i nærområderne,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Ellers er det en høj prioritet, at der skal sættes hårdt ind over for menneskesmuglerne.
»Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at fange menneskesmuglerne og stille dem til regnskab for deres forbrydelser. Og kan det lykkes at ødelægge deres transportmidler, altså bådene, så skal vi også støtte det. Også selv om Danmark ikke kan deltage på grund af vores forbehold i EU,« siger Thorning.
Stats- og regeringscheferne skal mødes klokken 15 i Bruxelles.