Thomas’ bror er sigtet for at slå forældrene ihjel: – Jeg tilgiver ham
Thomas Kragh er bror til Lars, der efter en menneskejagt er sigtet for at slå deres forældre ihjel. Thomas tilgiver sin bror og siger, hans sygdom slog forældrene ihjel.
– Det var hårdt, tragisk og fuldstændig surrealistisk. Samtidig var det en lettelse, at vi fik vished om deres skæbne og ikke mindst, at de blev fundet.
Sådan beskriver Thomas Kragh tiden efter, hans bror Lars blev anholdt med ligene af de to brødres forældre i bilen. I et åbent brev til blandt andre Newsbreak forsøger Thomas nu at sætte ord på, hvordan han og familien har håndteret den skrækkelige tragedie, der ramte i begyndelsen af juli måned.
– Jeg har tilgivet min bror. Det var hans sygdom, der dræbte mor og far. Den Lars, som jeg er vokset op sammen med, har ikke gjort dette her. Lars er desværre blevet meget syg i sindet, og den psykotiske tilstand, han har befundet sig i, har udløst denne ulykkelige handling, skriver Thomas og fortæller, at det er en følelse, han hele tiden har haft – efter at det frygtelige udfald af forældrene og Lars’ forsvinden, og senere efterlysning, blev bekræftet.
Sygdommen er post traumatisk stress syndrom (PTSD), en sygdom der rammer mange krigsveteraner. Lige som den ramte Lars Kragh.
– Lars lider af PTSD. Men jeg vælger at sige, at det ikke er den lidelse, der har fået ham til at dræbe vores forældre. Men da han ikke har erkendt sin sygdom og derfor ikke har villet i behandling, er han blevet mere og mere syg. Det har til sidst udløst en psykose, som har været fyldt med vrangforestillinger. Det er så dybt tragisk, skriver Thomas Kragh.
Kæmpede for veteraner
Jørgen og Kirsten Kragh var de to mænds forældre, og især sidstnævnte kæmpede en indædt kamp for krigsveteraner, der var ramt af de svære psykiske efterdønninger. Både politisk og privat. Både sønnen og forældrene er kendt i veterankredse, hvor de har søgt hjælp til sønnen gennem to år, har Yvonne Bramsen, der arbejder i Hærens Konstabel og Korporal Forenings livline, tidligere bekræftet. Kampen mod en sygdom, der på sin vis endte med at koste hende og manden livet.
– Mine forældre bad Lars indtrængende om at komme i behandling. De kunne jo se, at han var blevet meget syg i sindet og derfor ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Han trængte til hjælp. Det var så desværre også det, de kom til at betale den ultimative pris for.
De nervepirrende døgn
Lars Kragh og forældrene blev efterlyst offentligt af Østjyllands Politi 9. juli, fordi familien var bekymret. Politiet ransagede Lars’ hjem og gjorde bekymrende fund, der fik efterforskningen til at intensiveres. De tre – og forældrenes bil – blev efterlyst landet over, og den 12. juli blev Lars Kragh anholdt et uspecificeret sted i Danmark. I bilen var ligene af to personer, der senere blev bekræftet som forældrene.
Ifølge Thomas Kragh var det nogle nervepirrende døgn, hvor familien fra politiet og i medierne kunne følge med i, hvordan sagen udviklede sig.
– Undervejs har politiet holdt mig underrettet omkring udviklingen og status i efterforskningen. De har også fra starten gjort det klart, at jeg skulle være forberedt på det værst tænkelige.
Politiet har gjort alt, hvad der stod i dets magt for at få opklaret denne sag, også ved fra starten at appellere til offentligheden om hjælp. Den hjælp fik vi, og tak for det. Jeg vil gerne sige politiet en stor tak for den måde, som de har håndteret denne sag på – både i offentligheden og overfor mig som pårørende, skriver han.
Kan ikke være vred
Det er vigtigt at pointere, at Lars Kragh ikke er dømt for at dræbe forældrene, men sigtet. Selv har han i et grundlovsforhør nægtet at dræbe forældrene og forklaret, at han handlede i nødværge. Uomtvisteligt er det dog, at ligene af forældrene blev fundet i bilen. Alligevel er Thomas ikke vred på sin bror.
– Det nemmeste ville jo være at blive vred og ønske det værste for ham. Men det kan jeg ikke. Den Lars, som jeg ved, er derinde et sted – den kærlige, omsorgsfulde og beskyttende Lars fra før han blev syg. Ham har jeg tilgivet. Og når det engang bliver muligt for mig, vil jeg give “denne” Lars en krammer. Jeg håber virkelig, at han må få den fornødne hjælp der, hvor han er nu. Det har han brug for, skriver Thomas i det åbne brev, inden han roser en masse mennesker, der har bidraget positivt i den svære tid.
– Min familie og jeg er blevet mødt med en overvældende omsorg og medfølelse i de sidste dage. Vi er dybt taknemmelige, og det har virkelig været en stor hjælp for os.
Jeg vil gerne takke de personer, som tog initiativ til og deltog i fakkeltogene i både Låsby (hvor forældrene boede, red.) og Uggelhuse (hvor Lars boede, red.). Det var smukt og rørende, at så mange viste deres medfølelse og sorg med os.
Forældrene skal begraves 26. juli, og familien beder pressen og andre interesserede respektere, at ceremonien er privat. Udelukkende for venner og familie.
Med i følget fra kirken til familiens bopæl er nogle veteraner på deres motorcykler, som også gerne på denne måde vil vise parret en sidste ære og sige Kirsten tak for det store arbejde, som hun har gjort indenfor veterankredsene.