Tester tabuer af

- Under coronaen - i sin isolation - får hun en kæreste. Hvordan?! Er det et Just Eat-bud?

Kan man grine af og grine med en ung kvinde, der lider af den dødelige sygdom cystisk fibrose?

Ja, det kan man, mener den kendte komiker og tryllekunstner Rune Klan, og det gør han i programserien "Tabu" forsøget på. 

I udsendelsesrækken tester han grænsen for, hvad vi kan klukke af.

Meget givtigt

Han tager i sommerhus med fire personer, der lider af psykisk eller fysisk sygdom, har sår på sjælen eller et misbrug, for at samle inspiration til en show, som forener gråden og grinet gennem et strejf af ironi og magi.

- Det er noget af det mest givtige, jeg har lavet overhovedet, siger Rune Klan.

- Det er, som om TV 2 betaler mig for nogle terapitimer. Jeg føler nogle gange, at programmet er lavet til, at jeg skal udvikle mig. Det mener jeg virkelig, siger han med udråbstegn i stemmen.

Troede, han ville blive trist

Da Rune Klan lavede første sæson af "Tabu" for to år siden, havde han en formodning om, at han ville vende trist tilbage fra optagelserne.

Men tværtimod.

- Jeg er kørt hjem til min familie opløftet over, hvordan livet overlever, siger Rune Klan og fortsætter:

- De mennesker er lysende eksempler på, hvordan du - helt klichéagtigt sagt - får det bedste ud af lortet.

Meget overvældende

I første sæson mødte Rune Klan blandt andre blinde og bipolare. 

I den nye sæson, som får premiere på TV 2 den 20. juni, tilbringer han over seks episoder tid med rygmarvsskadede, svært overvægtige, OCD-ramte, spiseforstyrrede, folk med et iøjnefaldende udseende og med PTSD-ramte.

Ud af de 12 ture, han har haft i sommerhuset, er han en enkelt gang kørt hjem med en anden fornemmelse.

Mødet med de fire mennesker, som lider af posttraumatisk stresssyndrom, var særligt overvældende.

Leder efter ordene

- De mennesker lever i noget, som ... Det er vildt og diffust og abstrakt ...

Rune Klan prøver at finde ordene.

- De kan ikke komme ud af det mørke, de er i, siger han så.

- Der blev virkelig grædt meget, de dage jeg var sammen med dem. Der var gråd, som var uforklarlig, og gråd af ren frustration. Det var vildt ... Det var rørende at høre, og det var hårdt at høre. Men der var også grin og helt åbenlyst hjerterum.

De drillede mig

Selv om Rune Klan ikke - på papiret - deler mange af de diagnoser eller selv har stået i mange af de situationer som de personer, han tilbringer tid med, så kan mennesker spejle sig i mennesker.

Han nævner mødet med de fire personer, der lider af bipolar lidelse. En psykisk sygdom, hvor man i perioder har betydelige udsving, som bliver billedet på metaforen: højt at flyve, dybt at falde.

- Lige så snart vi mødtes, begyndte de at drille mig og sige: "Jamen, Rune, du ér jo bipolar". Det var sagt i spøg. Men der var også noget rigtigt ved det, siger Rune Klan.

I gang med ny sæson

- Svingningerne mellem den der maniske tilstand, man kan opnå, og at grave sig selv ned i et dybt hul er det ikke noget, vi alle sammen lidt genkender?, spørger han.

Interessen for programmet er så stor, at Rune Klan - allerede inden premieren på anden sæson - er i gang med optagelserne til tredje sæson.

I en af episoderne har han sit eget hjerte på spil.

Prøvede i otte år

Rune Klan skal tilbringe tid med ufrivilligt barnløse. En situation, som Rune Klan og hans hustru, Christel Stjernebjerg, selv har været i. I otte år prøvede de.

- Jeg har ingen kort på hånden, når jeg skal snakke med nogle, der har cerebral parese. Der skal jeg bare holde mikrofonen, holde min egen kæft og lytte. Men her har jeg faktisk noget, jeg kan sige, siger Rune Klan.

- Min hustru gav mig et lidt underligt råd, da jeg pakkede tasken: "Prøv at lade være med at tage noget tøj på, der er alt for pænt. Jeg vil hellere have, at du ligner en, der kun er der for dem, og ikke en, der vil vise, hvad for noget pænt tøj du har på".

I kø til adoption

Rune Klan fortalte for første gang sin families historie tilbage i 2017 i showet "Barnløs" og gav sårbarheden sjove strejf.

Showet sluttede med, at Rune Klan kunne fortælle, at han og Christel var i kø til at adoptere. 

Selv om hans egen personlige historie fik en lykkelig slutning, da storken kom forbi fra Sydafrika med deres lille søn, kunne han i uvisheden sagtens bruge humoren og håndtere andres.

Bliver stødt af ondskab

- Jeg bliver ikke stødt over humor. Jeg bliver stødt over andre ting, dårlig opførsel, ondskab og sådan noget, men ikke humor, og jeg har bestemt også grint af ting, der har været alt, alt for hårde, siger Rune Klan og tilføjer så:

- Men jeg er også den forkerte at spørge, for det er jo min verden. Det svarer lidt til at spørge kirurgen, om det er klamt at skære i en krop.

Måden, vi taler til og om hinanden på, har fået en større og større bevidstgørelse de senere år. Der bliver talt om grænser, hensyn og respekt, og det bliver også diskuteret i comedykredse. Rune Klan har kolleger, som er nervøse for at havne i en shitstorm.

Sagtens være, jeg bliver ramt

Selv er han ikke er bange for, om nogle finder "Tabu" så stødende, at de zapper væk. Næsten altovervejende har responsen - både fra seere og fra folk, der deler sygdomshistorik med personerne i programmerne - været positiv.

- Jeg tror ikke, at det er idealsamfundet, at man kan leve et liv uden at sige av, for det er en del af livet ... Men det kan også være, fordi jeg er blåøjet, funderer han.

- Det kan sagtens være, at jeg lige pludselig bliver ramt af et eller andet, så min pibe får en anden lyd. Men lige nu håber jeg simpelthen på, at det kan betale sig at egentlig bare gerne ville det bedste.

Skal være sjovt

Humor skal skabe smil mellem mennesker og afvæbne det meningsløse, uretfærdige og uforklarlige - som det, der bliver forsøgt aftabuiseret i "Tabu".

Det skal være rørende, sjovt og sammensættende, ikke ekskluderende og udstillende.

- I mit seneste show har jeg reflekteret over, hvordan det er at være en hvid mand, der har en brun dreng. Og der har jeg da danset lidt på en line, der hedder fordomme og racisme. Men for helvede, det synes jeg, er en del af kunsten, siger Rune Klan.

- Nogle gange træder man lidt for meget over den, og så træder man lidt tilbage igen. Hvis man kun bliver på den ene side, kan jeg ikke se formålet med det, for jeg vil gerne have, at vi samles til sidst.