Tesla med nyt prischok

I Tyskland er Teslas Model 3 blevet billigere. Produktionen skal svare til efterspørgslen, siger Elon Musk

Offentliggjort Sidst opdateret

Det amerikanske elbilselskab Tesla sænker priserne i en række lande - herunder Kina og Tyskland.

Tesla har for nylig også sænket priserne i USA, fordi selskabet kæmper med et svigtende salg og en priskrig mod andre producenter på markedet.

Salget faldt

Elon Musk, som er topchef i Tesla, meldte denne måned, at salget af teslabiler i første kvartal af 2024 var faldet. Det er første gang i knap fire år.

I det første kvartal af 2024 leverede Tesla omkring 387.000 biler. Markedet havde regnet med 13 procent flere.

- Det er ofte nødvendigt at ændre Teslas priser, for at produktionen passer til efterspørgslen, lød det søndag fra Elon Musk i et opslag på det sociale medie X, som også er ejet af Musk.

Prisen bliver sænket

Den nyeste version af Tesla Model 3 er i Kina blevet 14.000 yuan - omkring 13.500 kroner - billigere. En opdatering på bilmærkets hjemmeside viser således, at bilen i Kina nu kan købes for 231.900 yuan, hvilket svarer til omkring 224.000 kroner.

I Tyskland er prisen blevet sænket til 40.990 euro, hvilket i danske kroner svarer til 305.800 kroner. Den tyske pris for modellen havde indtil da ligget på 320.700 kroner siden februar.

En talsperson for Tesla siger, at priserne også er blevet sænket i andre lande i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Især kinesiske elbilproducenter er begyndt at lancere billigere modeller, hvilket tilsyneladende har medvirket til, at Tesla sænker priserne i flere lande. (Arkivfoto).

Aflyste besøg

Fredag blev Model Y, Model X og Model S 2000 dollar, omkring 13.900 kroner, billigere i USA.

Elon Musk skulle denne weekend have været i Indien, hvor han skulle have mødtes med premierministeren Narendra Modi.

Han aflyste besøget med henvisning til, at han havde travlt med arbejde i Tesla.

Afskediger medarbejdere

Sidste mandag - den 15. april - meddelte Musk, at Tesla vil afskedige mere end 10 procent af medarbejderne på verdensplan.

Ifølge elbilproducentens seneste regnskab er der 140.473 ansatte. Det svarer til, at mindst 14.000 personer er blevet afskediget.

Priskrig i gang

Også denne ændring kan ifølge The Guardian tilskrives lavere efterspørgsel og priskrig fra andre elbilproducenter.

Det er især kinesiske elbilproducenter, der er begyndt at lancere billigere modeller.

Tesla Inc.

Tesla, Inc., som tidligere hed Tesla Motors, Inc.er en amerikansk elbil- og batteriproducent grundlagt i 2003 og opkaldt efter Nikola Tesla.

Salget af elbiler startede i 2008 med Tesla Roadster som skabte international opmærksomhed, da det var den første elsportsvogn på markedet.

Virksomheden blev grundlagt af Martin Eberhard, Marc Tarpenning, JB Straubel og Ian Wright.

De stødte på Elon Musk, da de var ude og søge økonomisk støtte til deres projekt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS