Tenniskamp i Madrid fortsatte til tre om natten

Andy Murray. Foto: JAVIER SORIANO/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Andy Murray og Philipp Kohlschreiber spillede til langt ud på natten. Først klokken tre var de færdige.

Det blev ikke bare sent, men meget sent før onsdagens kampe ved den store tennisturnering i Madrid var spillet til ende.

Først klokken tre natten til torsdag var spillet forbi, da den britiske stjerne Andy Murray havde gjort det af med tyske Philipp Kohlschreiber i anden runde.

Flere maratonkampe i løbet af onsdagen betød, at kampen mellem Murray og Kohlschreiber – der også mødtes mandag i finalen i München – først blev sat i gang lidt efter klokken et.

Murray vandt for anden gang i denne uge – denne gang med 6-4, 3-6 og 6-0 – over Kohlschreiber.

Briten får ikke lang tid til at komme sig, da han allerede torsdag står over for det spanske hjemmebanehåb Marcel Granollers. De to skal kæmpe om en plads i kvartfinalen.

Selv om det blev sent mellem Murray og Kohlschreiber, så er det ikke det seneste sluttidspunkt for en kamp på mændenes ATP-tour. I 2006 ved Japan Open spillede Benjamin Becker og Jiri Novak en kamp, der først sluttede 25 minutter over tre om natten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS