Tennisformand om Wozniackis finaleplads: Fortjent og fantastisk
Finalepladsen til Caroline Wozniacki i sæsonens fjerde og sidste Grand Slam-turnering, US Open, for formanden for Dansk Tennis Forbund til at juble.
Formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Klitvad, har forståeligt nok svært ved ikke at smile over denne periodes intensive fokus på dansk tennis i almindelighed og Caroline Wozniacki i særdeleshed.
”Caroline Wozniacki fortjener mere end nogle andre at stå i nok en Grand Slam-finale. Det er fem år siden sidst, og i tiden, som er gået, har Wozniacki både været verdens nummer et og desværre lidt tilbageslag. Carolines ukuelige vilje og støtten fra familien er medvirkende årsager til, at verdenstoppen atter rammes. Dette aftvinger respekt, og det er så fortjent og meget fantastisk,” siger Henrik Klitvad.
”Den gejst og det spil, Wozniacki indtil videre har vist i New York, giver forhåbninger om meget mere. Selvom tennis på globalt plan er en af de absolut største sportsgrene, og konkurrencen hermed er benhård, besidder Wozniacki indiskutabelt potentiale til at høste flere store sejre, som kan sammenlignes med EM- og VM-medaljer. I Dansk Tennis Forbunds optik er Wozniacki en klar medaljekandidat, hvis vi kigger frem mod kommende olympiske lege,” supplerer Henrik Klitvad.
24-årige Caroline Wozniacki vandt som bekendt semifinalen i US Open over Shuai Peng (Kina) med cifrene 7-6(1), 4-3 rtd. efter godt to timers ’action’. God bedring til Shuai Peng, der fik voldsomme kramper i heden i New York.
Finalen mod enten Serena Williams (USA) eller Ekaterina Makarova (Rusland) afvikles søndag aften dansk tid.
”Fra Dansk Tennis Forbunds side skal der lyde et massivt held og lykke. Alle i og omkring organisationen krydser alt, hvad der krydses kan i håbet om en Grand Slam-triumf. Tennisdanmark er bag Caroline, og Tennisdanmark nyder godt af at have en så værdig ambassadør, som tilfældet er,” siger Henrik Klitvad.