Telia har ringet ulovligt: Skal betale 50.000 kroner i bøde
Telia skal betale 50.000 kroner i bøde for ulovligt telefonsalg
50.000 kroner skal Telia betale i bøde, efter de har erkendt, at de har ringet til ikke-erhvervsdrivende foreninger med tilbud på mobilabonnementer.
Forbrugerombudsmanden anmeldte allerede i september 2013 Telia til politiet for at ringe uanmodet til foreninger uden erhvervmæssig aktivitet. Efterfølgende meddelte Telia, at de stoppede fremgangsmåden og ville finde en løsning for at forhindre lignende tilfælde.
I følge Forbrugerombudsmanden har Telia uanmodet ringet til fire repræsentanter fra foreninger samt en ejer af en enkeltmandsvirksomhed, der havde frabedt sig opkald fra Telia.
Og det er et brud på både markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.
For forbrugeraftaleloven skriver, at virksomheder ikke må ringe til ikke-erhvervsdrivende foreninger og ikke-professionelle sportsklubber med henblik på salg, medmindre de har givet samtykke til det. Reglen gælder også, selvom foreningen eller klubben er registreret i CVR-registret.
Samtidig skriver markedsføringsloven, at virksomheder ikke må ringe til ejere af enkeltmandsvirksomheder, der har takket nej til opkald.
»Telia har erkendt, at det ulovligt har ringet til foreninger med tilbud på mobilabonnementer. Det er ikke første gang, det har været nødvendigt for os at indskærpe reglerne over for Telia, men jeg kan forstå, at Telia nu har taget skridt til at undgå gentagelse,« lyder det fra konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen, på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.