Teleselskaber presset: Forbrugerne ringer billigt

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Teleselskaberne bliver nu tvunget til at finde nye måder at tjene penge på.

Prisen for at ringe er nemlig faldet med 68 procent i faste priser i løbet af ti år, viser tal fra Erhvervsstyrelsen ifølge Politiken.

Det kostede i januar 2005 206 kroner at tale i mobilen i fem timer. Den pris er i dag faldet til 79 kroner.

Forbrugere flittige til at skifte abonnement

Det er i høj grad forbrugernes fortjeneste, at priserne er faldet så meget, fordi de er flittige til at skifte abonnement.

»Lave priser er et tegn på, at konkurrencen fungerer. Og forbrugere, der går efter den bedste og billigste løsning, er med til at skabe konkurrence,« siger Niels Enemærke fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Priskrigen får teleselskaberne til at søge nye måder at tjene penge på. Nogle selskaber samler stadig flere forskellige tjenester i et abonnement. Det kan være digitale abonnementer på aviser, magasiner, bøger tv og musik, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS