Teleselskab afpresses for millionbeløb: Gerningsmænd har oplysninger om kunderne
Teleselskabet er udsat for afpresning af personer, der hævder at være i besiddelse af følsomme oplysninger om en del af selskabets kunder.
Teleselskabet 3 bliver i disse dage afpresset af kriminelle, der kræver et større millionbeløb for ikke at udlevere oplysninger om en lille del af 3’s kundebase. 3 har overdraget sagen til politiet, der nu efterforsker den.
Natten til fredag blev teleselskabet 3 kontaktet af en eller flere kriminelle, der i en mail hævdede at være i besiddelse af kundeoplysninger om en lille del af 3’s kundebase. Oplysninger, som den eller de kriminelle har krævet et større millionbeløb for ikke at offentliggøre.
– De havde sendt en del af oplysningerne til os, derfor ved vi, at de rent faktisk er i besiddelse af dem, siger Hanne Damgaard fra 3’s presseafdeling til Newsbreak.dk.
En reel trussel
Efter at have været i dialog med politiet er det vurderingen, at truslen om afpresning er reel, og at gerningsmændene altså faktisk er kommet ulovligt i besiddelse af oplysninger om cirka 3.600 kundenumre i 3’s kundebase.
Oplysninger, der på nuværende tidspunkt vurderes til at være abonnementstype, navn, adresse og cpr-nummer på de pågældende kunder, men ikke bankoplysninger eller pinkoder.
Oplysningerne er ikke af ny dato, men mindst ni måneder gamle.
Hvordan er de kommet i besiddelse af oplysningerne?
– Jeg ville ønske, jeg kunne svare på det. Én ting er sikker, de har fået fat i dem på ulovlig vis, siger Sidsel Rosendal Olsen, kundedirektør hos 3, til Newsbreak.dk. Hun fortæller samtidig, at man på bedste vis vil være behjælpelig med at skifte telefonnummer og/eller simkort hos de kunder, der ønsker det.
– Det er første gang i virksomhedens historie, at vi er udsat for denne type af kriminel adfærd. Jeg vil gerne slå fast, at vi hos 3 naturligvis ikke medvirker til at forhandle med kriminelle. Vi har derfor overdraget sagen til politiet, som straks er gået i gang med efterforskningen, og vi er trygge ved, at man her kommer til bunds i en både alvorlig og meget ubehagelig sag for vores kunder og for 3, oplyser Sidsel Rosendal Olsen.
Hvor stort beløb har de forlangt?
– Det kan jeg ikke sige, siger Sidsel Rosendahl Olsen.
Politiet efterforsker
Hos Københavns Politi bekræfter man, at man har modtaget anmeldelsen.
– Nu går vi i gang med at efterforske sagen, siger Jens Møller Jensen, vicepolitiinspektør hos Afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, til Newsbreak.dk.
Derudover har han ikke lyst til at gå i detaljer om sagen.
Efterforskningen skal nu blandet andet afdække baggrunden for den afpressende mail. Hvis man her kommer til den konklusion, at der er gjort et større arbejde for for eksempel at sløre, hvorfra den omtalte mail stammer fra, kan det være en indikation på, at der rent faktisk ligger en afpresning til grund for mailen.
– Men nu skal vi finde ud af, om truslen er helt reel, eller om det måske ‘bare’ drejer sig om en tidligere medarbejder, der har set sig sur, siger Jens Møller Jensen, der har oplevet den form for afpresning før hos firmaer, dog ikke hos teleselskaber.
Hos 3 er man fortrøstningsfuld.
– Jeg vil gerne rose politiet. De har taget det alvorligt og reageret prompte, fortæller Sidsel Rosendal Olsen.
3 bidrager ikke til spekulation
Hos 3 ved man på nuværende tidspunkt ikke, hvordan den eller de kriminelle er kommet i besiddelse af oplysningerne:
– Vi håndterer mange data og personfølsomme oplysninger hver dag, så sikkerhed er højeste prioritet for os. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan oplysningerne er faldet i forkerte hænder, og indtil vi har sikker viden i det spørgsmål, vil vi ikke bidrage til spekulation. Vi afventer resultatet af politiets efterforskning, oplyser Sidsel Rosendal Olsen.
Der ligger også et mere samfundsmæssigt perspektiv i offentliggørelsen af afpresningssagen.
– Det er supervigtigt, at vi sender et klart signal om, at det vil vi ikke finde os i. Vi er hverken de første eller de sidste, der bliver udsat for sådan noget. Det er vigtigt med åbenhed og vigtigt som samfund, vi viser de kriminelle, at de ikke får meget ud af det, siger Sidsel Rosendal Olsen.
Vil informere kunderne mest muligt
Teleselskabet har i dag cirka 1,2 millioner kunder, og på nuværende tidspunkt er det derfor vurderingen, at det er en mindre del af kundebasen, der er ramt.
3 har valgt at gå ud med sagen for at informere sine kunder hurtigst muligt.
– Jeg er ked af det på kundernes vegne, og vil naturligvis beklage det, der er sket. Hvor det har været muligt, har vi selvfølgelig allerede skrevet til de kunder, som er berørt af sagen. Men det er vigtigt for os, at alle vores kunder har så megen viden og information om sagen som muligt, og derfor vælger vi at gå ud og fortælle om det, selvom vi lige nu står midt i en trussel om afpresning, siger Sidsel Rosendal Olsen, kundedirektør hos 3.
Er du kunde hos 3 kan du kontakte selskabet hos dets kundeservice fra klokken 09.00 mandag morgen.