Telenor-direktør: Danskerne skal bruge flere kroner på mobilen
Efter et Telenor-regnskab onsdag, som viste, at telefirmaet har fået 125.000 kunder i 2014, er Telenors direktør i Danmark optimistisk for yderligere kundevækst. Firmaet er dog udfordret af, at der ikke bruges nok penge per kunde.
»Vi har igangsat et rigtigt turnaround i 2014, og det vil vi fortsætte i 2015. Vi er presset af indtjeningen, men vi har igangsat flere initiativer, så vi kan vende den uheldige udvikling i, hvad kunderne bruger hver måned,« siger direktør Marek Slacik.
Den tiltagende konkurrence på et allerede hårdt marked betyder, at kunderne for hvert år bruger færre og færre penge på telefonabonnementet. I tredje kvartal 2014 brugte hver Telenor-kunde 125 kroner hver måned, hvor tallet i samme kvartal i 2010 var hele 182 kroner per måned. Det koster teleselskaberne, som derfor er tvunget til at nytænke, hvis de skal undgå, at indtjeningen dykker.
«Vores kunder er blevet glade for vores nye tiltag, og så vil vi meget gerne have kunderne til at blive i samme mobilselskab længere, selvom det kan være en udfordring med de korte bindingsperioder,« siger Marek Slacik.
Han fremhæver Telenors initiativer med 24/7-service, deres lånetelefoner og deres forbedring af mobilnetværk i Danmark. Man forsøger sig også med at sælge mobilabonnementer i samlede pakker, hvor man får musikappen Wimp eller Officepakken med i sin månedlige betaling.
Det er især bedre netværk og en lav pris, de danske mobilkunder efterspørger, når de leder efter mobilabonnement, siger Telenors direktør, og man vil derfor fortsat være nødt til at konkurrere benhårdt på prisen.
Telenors regnskab viste et samlet driftsresultat på 7,7 milliarder danske kroner for hele koncernen. Man har nu 1,95 millioner mobilkunder i Danmark og er undervejs med en stor fusion med Teliasonera, hvilket vil få firmaet op på omtrent TDC’s størrelse på det danske marked