Teknikken driller: E-boks ramt af stort nedbrud

Der er mandag problemer med at logge på e-Boks. Der arbejdes på sagen.

– Vores leverandør KMD har desværre problemer, der påvirker funktionaliteten på e-Boks. Der arbejdes på højtryk for at få det udbedret. Vi beklager meget ulejligheden, skriver e-Boks mandag sidst på eftermiddagen. Foto: Simon Læssøe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Driftsforstyrrelser har i løbet af mandagen givet nedbrud og problemer med brug af e-Boks. Det oplyser e-Boks på Facebook.

– Vores leverandør KMD har desværre problemer, der påvirker funktionaliteten på e-Boks. Der arbejdes på højtryk for at få det udbedret. Vi beklager meget ulejligheden, skriver e-Boks mandag sidst på eftermiddagen.

Lidt før klokken 20 skulle app’en dog virke igen, oplyser e-Boks. Der er dog stadig problemer på andre platforme.

Problemerne har stået på siden mandag formiddag.

Hos KMD siger kommunikationschef Christoffer Hellmann, at der arbejdes på højtryk for at udbedre fejlen.

– KMD har i dag haft nogle driftsforstyrrelser, der har påvirket e-Boks. KMD er i tæt dialog med vores tekniske samarbejdspartnere på området og i fuld gang med at afsøge problemet og få det løst.

– Det er vores vurdering, at den igangværende udbedring ser ud til at have den ønskede effekt. Vi forventer en endelig afklaring inden for de næste par timer, skriver han i en mail mandag aften.

Der vil blive meldt ud på E-boks’ Facebook-side, så snart problemet er løst.

Powered by Labrador CMS