Tegnerformand: Vores ytringsfrihed er ikke indskrænket

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nej, der er ingen dansk bladtegner, der har karikeret profeten Muhammed siden Jyllands-Posten trykte de famøse 12 tegninger i 2005. Og det kommer nok heller ikke til at ske igen.

Det indrømmer formanden for Danske Bladtegnere, Lars Refn, gerne på jubilæumsdagen for Muhammed-tegningerne. Men det betyder ikke, at tegnerne føler sig indskrænket i deres arbejde.

»Jeg synes ikke, vores ytringsfrihed er blevet krænket på bekostning af Muhammed-krisen,« siger Lars Refn og uddyber.

»Man skal huske på, at bladtegneren er en form for hofnar, som spiller med alle demokratiets elementer. Vi er en vagthund omkring den menneskerettighed og frihedsnorm, der ligger i ytringsfriheden, og der er mange andre samfundselementer, vi kan håne, end et religiøst mindretal.«

Kun ekstremister vandt på Muhammed-tegninger

Derudover mener Lars Refn, at der kun var to parter, der egentlig vandt på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger: Ekstreme islamister og den yderste højrefløj.

Blandt andet har Trykkefrihedsselskabet tjent penge på at sælge plakater og krus med Muhammed-tegningerne påtrykt, ligesom de religiøse ekstremister har brugt tegningerne til at hverve nye rekrutter.

»Det er ekstremister. De befinder sig langt ude på yderfløjene. Derude behøver vi ikke forsvare ytringsfriheden,« siger Lars Refn.

I stedet skal bladtegnerne se fremad og bruge pen og papir til at karikere hele mennesket – og ikke kun hudfarven eller religionen.

»Det handler om at karikere tingene, som de er. Som folk ser ud. Tiden, hvor karikaturtegninger af en kineser er en mand med to store hugtænder, tykke briller med skæve øjne og gul hud, den er forbi. Det går ikke længere. Nu bliver man nødt til at gå et skridt længere og anerkende, at der er forskel på folk,« siger Lars Refn.

Powered by Labrador CMS