Tegn på utroskab: Her er de ti mest almindelige

Disse ti tegn på utroskab er ifølge sexolog parforholdsekspert Maj Wismann dem hun oftest ser.

Maj kommer med de 10 ting, hun synes er mest afslørende, når det kommer til utroskab.Foto: Facebook
Foto: Facebook

Offentliggjort Sidst opdateret

Der findes tegn på utroskab – tegn, som sexolog og parforholdsekspert Maj Weismann fra Websexologen kan spotte.

Maj Weismann hjælper mange kvinder og mænd med at håndtere og komme videre fra utroskab. Her deler hun de ti tegn på utroskab hun oftest oplever hos utro partnere. Men hun understreger også, at tegnene ikke altid betyder utroskab, og at der er masser af andre tegn også. Det her er bare de mest almindelige.

– Det er klart, at hvis du tager de enkeltstående punkter, og det kun er et enkelt, der passer på din partner, så skal du være opmærksom på, at der, sagtens kan være andre ting i spil. Men hvis din partner pludselig og over for eksempel 4-6 uger opfylder adskillige af kriterierne, så skal du i gang med at håndtere din mistanke og din mavefornemmelse, siger Maj Weismann, der her kommer med de ti tegn på utroskab, som du måske skal være opmærksom på:

1: Hygiejne og velplejethed

Hvis din partner begynder at gå mere op i sit udseende. Fx køber nyt tøj, sætter sit hår, går op i barbering, børster tænder oftere eller køber nye parfumer, og i det hele taget er mere velplejet, når han tager hjemmefra om morgenen, så skal du nok være opmærksom. Det kan nemlig være et tegn på utroskab – en indikation på, at der er en anden, han gerne vil imponere.

2: Er på vagt eller bliver let fornærmet

Når man ved, at man har gang i noget forkert og lider af konstant dårlig samvittighed, kan man nemt komme til at se spøgelser ved højlys dag. Det betyder, at din partner kan mistænke dig for utroskab, udvise tegn på jalousi eller begynde at “tolke” på helt normale ting, du fortæller om eller siger. Din partner kan mistolke det som om, du kritiserer ham, at du ikke kan lide ham, beskylder ham for “noget”, eller at du er på vej væk fra forholdet. Du vil derfor kunne stå med tanken: “Hvad handlede det lige om?”

3: Ændrede elektroniske vaner

Elektroniske vaner kan for eksempel være Facebook, mail, SMS eller telefonopkald. Bliver telefonen gemt væk? Ligger den nu med skærmed nedad, selvom den normalt altid lå med skærmen opad? Er computeren altid lukket ned, selvom den plejede at stå åben på hans Facebook-profil, men han var væk fra skærmen? Kommer der mange opkald, der skal tages i enerum, hvor de før kunne klares ude i køkkenet?

4: Ændrede hverdagsstruktur

Vi mennesker lever for det meste i samme rytme dag ud og dag ind. Har den pludselig ændret sig uden nogen logisk forklaring? Uanset om man har en affære eller ej, er der altså kun 24 timer i døgnet. Så hvis din partner har en affære, skal den tid tages et andet sted fra. Derfor kan man opleve at vanerne ændrer sig. Pludselig skal han tidligere afsted, kommer senere hjem, har aftenmøder og så videre.

5: Aftaler ændres, aflyses eller pludselig dukker op

Som nævnt i punkt fire kan der opstå pludselige ændringer i hverdagsstrukturen, derfor kan det være svært at holde ens affærer skjult. At et møde på jobbet aflyses kan reelt sagtens ske. Men oplever du, at din partner har mange møder, der aflyses, tiderne laves om eller som pludselig skal afvikles nu og her, hvor personen smider alt, hvad han har i hænderne? Så kan det være tegn på, at der er andet end blot en vigtig arbejdsopgave på spil.

6: Mærkelige forklaringer og dårlige undskyldninger

Med ændringer i rutiner og aftaler hele tiden, skal du være opmærksom på mærkelige søforklaringer og dårlige undskyldninger, der for det første ikke hænger sammen, og det gør de ikke, fordi det jo er løgn, men som for det andet også er historier og undskyldninger, din partner ikke kan husk eller laver om efter nogle dage. Du husker med garanti historien tydeligt, fordi du havde fornemmelsen af, at der var et eller andet galt. Men din partner blev derimod fanget på det gale ben, eller har brugt lang tid på at finde på en troværdig historie. Men løgnhistorier er svære at holde styr på, da man ikke har oplevet dem, men bare finder på dem, og fyrer man mange af, kan det være svært at holde styr på. Derfor hold øje med dette tegn på utroskab.

7: Taler meget om det samme menneske

At forsøge at skjule en affære ved intet at fortælle er en strategi. En anden er faktisk, at man, fordi man ikke kan få personen ud af hovedet, begynder at snakke mere og mere om personen hjemme, og på den måde forsøger at legalisere fascinationen. Maj har mange gange oplevet det i sin praksis, hvor det var kollegaer, der var den 3. part. Den utro part havde igen og igen fortalt om personens kompetencer, projekter og så videre til sin partner.

8: Engagementet i parforholdet og familien ændres

Det her kan gå begge veje. En affære kan få den utro part til at trække sig fra partneren og familien, men det kan også få personen til at blive mere engageret. Flere af dem Maj har hjulpet fortæller, at deres engagement i familien steg under deres affære, som et forsøg på at finde tilbage til familien og partneren. Andre siger, at det var den dårlige samvittighed, og at de prøvede at veje op for affæren på den måde. Hvor andre igen siger, at det var en måde at skjule affæren. Vi mennesker skifter sjældent adfærd uden grund, så læg mærke til, hvis din partner pludselig er fraværende eller meget nærværende.

9: Han vil gerne snakke om at være sammen med andre

Det er ikke usædvanligt, at en utro partner vil se, om det er muligt at gøre det “lovligt” at være utro. Det starter oftest med nogle hints eller forsøg på samtaler om at åbne jeres parforhold op. Personen spørger måske ind til, om du nogensinde kunne finde på at have en anden. Det er en måde at legalisere utroskaben og se om en konstellation, hvor du også har noget ved siden af, kunne være en løsning på problemet.

10: Der opstår pludselig nye interesser

Det at der opstår nye interessere ud af det blå, kan også være et tegn på utroskab. Der er som sådan ikke noget galt i, at din partner begynder til fitnees, fodbold eller vævning, hvis det er noget, du har hørt personen snakke om før. Men hvis din partner ud af den blå luft pludselig begynder at gå til nye fritidsinteressere eller i det hele taget får nye interesser med tydelig inspiration udefra, så kan det være en indikation på, at der er noget på spil, som ikke plejer at være der.

Du kan læse meget mere om utroskab, samt resten af artiklen på Majs hjemmeside Web Sexolog.

Powered by Labrador CMS