Teenagere gik bersærk: Betjent og forælder sparket ned af efterskole-elever
To teenagere gik amok til en fest. Nu kan de se frem til en hård straf.
En fest for elever fra Salling Efterskole i Jebjerg udviklede sig i weekenden særdeles voldsomt.
Af endnu ukendte grunde gik to af eleverne, en dreng på 16 år og en på 17, helt besærk – og det gik ud over både en forælder, der var til stede for at holde styr på eleverne, og en betjent, der var tilkaldt for at dæmpe gemytterne.
Elevfesten blev holdt uden for efterskolen i den lille by Hjerk.
Ifølge Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive overfaldt to af festens deltagere pludselig en af de mandlige forældre, der var med som frivillig hjælper ved festen.
– Han blev slået og sparket voldsom flere gange i hoved- og brystregionen, siger politiassistent Niels Bach til Newsbreak.dk.
Volden tog til
Da politiet ankom, fortsatte den grove vold; den yngste af de to elever, en 16-årig dreng, nægtede at lade sig anholde.
– Så han sparkede den kvindelige kollega i maven, siger Niels Bach.
Derudover lod han også en række af lidet flatterende ord flyde i retning af de uniformerede betjente.
Herefter lykkedes det politiet at anholde de to voldelige elever.
Sigtet for vold
Nu er de to efterskoleelever begge sigtede for vold af særlig grov karakter. Den 16-årige er desuden sigtet for vold mod tjenestemand i funktion og for fornærmelig tiltale mod betjentene.
De to er løsladt igen og er endnu ikke afhørt.
– Det er de ikke, da kommunen skal ind over og være med til afhøringen. Det er for at sikre deres rettigheder, siger Niels Bach.
Begge de unge mænd kan nu risikere at se frem til strenge straffe.
– Der kommer helt sikkert et retsligt efterspil. Der er en straframme på tre år for volden og på otte år for vold mod tjenestemand, siger Niels Bach.
Begge har det bedre
Den mandlige forælder har, på trods af det voldsomme overfald, ikke været til behandling på sygehuset og har det altså efter omstændighederne god.
Den kvindelige betjent er tilbage på jobbet.
Den mandlige forælder, der blev ilde tilredt ved spark og slag i forbindelse med overfaldet, skal efter politiets oplysninger være i bedring.
Bortvist fra skolen
Det er ikke lykkes Newsbreak.dk at få en kommentar fra Salling Efterskole, men til TV Midtvest siger forstander Leif Lundsgaard.
– Vi har sagt til de to forældrepar, at deres børn ikke skal gå her mere – de skal finde et andet sted at være. Den besked har vi sendt ud til alle forældre, og vi har snakket med de ti forældre, der var med til festen, og givet dem en stor cadeau for det arbejde, de gjorde, siger Leif Lundsgaard, Efterskoleforstander, Salling Efterskole, til TV Midtvest.
Synd for eleverne
– Det er synd for eleverne og for de forældre, der havde meldt sig som frivillige til elevfesten. De to, der var galt på den, den her gang, har vi sagt pænt farvel til, fordi deres opførsel er lysår væk fra det, som vi normalt accepterer her på skolen. Det er ikke noget, vi har prøvet før, og det er ikke noget, vi skal prøve igen, siger Leif Lundsgaard, Efterskoleforstander, Salling Efterskole.
Efterskolen havde ikke noget at gøre med den fest, der fandt sted i Hjerk Forsamlingshus. Allievel påtager Salling Efterskole sig et ansvar som efterskole.