Teenager idømt behandlingsdom for drab på 77-årig
En 16-årig dreng er blevet idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid for drabet på en 77-årig kvinde i Lemvig sidste år.
Drengen blev kort før middag onsdag dømt for manddrab ved Vestre Landsret i Viborg. Samtidig blev han dømt for anden seksuel omgang end samleje med liget.
Dermed stadfæstede landsretten dommen fra Retten i Holstebro, der blev afsagt i slutningen af juni.
Da dommer Olav B. Larsen læste dommen op, sagde han blandt andet, at de tre dommere samt de tre lægdommere i anklagepunktet om seksuel omgang med den afdøde kvinde havde tilsidesat den 16-åriges forklaring om, at han ikke troede, at hun var død.
Den nu dømte dreng fortrak ikke en mine, da dommen blev afsagt. Umiddelbart efter domsafsigelsen trak han sig tilbage i et venterum for at tale med sin forsvarer og sine forældre, inden han blev kørt tilbage til den institution, hvor han har opholdt sig under fængslingen.
Den 16-årige skal med dommen være i psykiatrisk behandling på ubestemt tid, lige som han skal være indlagt på en psykiatrisk afdeling i maksimalt fem år.
»Nu har landsretten talt, og vi tager dommen til efterretning, selv om vi ikke er enige,« siger den 16-åriges forsvarer, Bent Aagaard, til Lemvig Folkeblad.
Anklager Lasse Svensson begærede, at den 16-årige blev ved med at være varetægtsfængslet, indtil der er fundet en afklaring på, hvad der skal ske med hans behandlingsforløb. Det accepterede forsvareren og den 16-årige uden protester.