Teenage-far efterlader 16 dage gammel søn på parkeringsplads
Politiet fandt ham først, da han var ude for et biluheld.
En nyfødt blev fundet alene på en parkeringsplads i det nordlige Californien, efter hans teenage-far havde efterladt ham mandag. Det skriver CBS News.
Den 18-årige far kørte mandag ind på en parkeringsplads til et center. Han stoppede på parkeringspladsen og tog et autosæde med sin kun 16 dage gamle søn ud af bilen og stillede den på parkeringspladsen.
Kørte galt samme dag
Ansatte hos en frisør tæt på parkeringspladsen, lagde mærke til autostolen. Da de gik ud for at tjekke sædet, fandt de til deres overraskelse et barn siddende i det.
Efter at have snakket med vidner og kigget på overvågningsbilleder fra området, fandt politiet ud af, at det var den 18-årige far, der havde efterladt barnet. På overvågningsbillederne fik de også den unge fars nummerplade.
Senere på dagen var faren involveret i et biluheld. Han blev indlagt og politiet fandt ham på hospitalet. Politiet anholdt faren for at sætte sit barn i fare og efterlade det. Han er også blevet tiltalt for besiddelse af kokain.
Politiet fandt bagefter barnets mor og snakkede med hende, men hun er ikke en mistænkt. Babyen blev fløjet til hospitalet og er nu udskrevet. Drengen er blevet fjernet af de sociale myndigheder.