Team Esbjerg smider sikker sejr mod bundhold
Titelbejlerne fra Team Esbjerg førte stort over Team Tvis, der i sidste sekund fik udlignet til 23-23.
Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg smed en sikker sejr væk, da vestjyderne lørdag spillede uafgjort på udebane mod Team Tvis Holstebro fra bunden af Boxer Dameligaen.
Guldfavoritterne måtte nøjes med 23-23 efter en Tvis-udligning på et straffekast i sidste sekund.
Esbjerg-træner Lars Frederiksen kunne fra sidelinjen se sine spillere have kampen under kontrol helt frem til slutfasen.
11 minutter før tid førte sidste sæsons sølvvindere med 21-16, og der var ikke meget, der tydede på, at affæren skulle blive spændende. Men det blev den.
Langsomt begyndte Tvis-spillerne at æde Esbjergs forspring, og med tre minutter tilbage var stillingen 22-22.
Esbjerg fik dog endnu en stor mulighed for at tage sejren, da det lykkedes at komme foran med 23-22, mens Tvis-spilleren Sara Hald Trier fik en to-minutters-udvisning.
Med 36 sekunder tilbage brændte Esbjergs Betina Riegelhuth et straffekast, hvilket gav det decimerede Tvis-mandskab en uventet mulighed for at få point, og det lykkedes i sidste sekund.
Ligesom Esbjerg fik hjemmeholdet kort efter tilkendt et straffekast, og modsat Riegelhuth scorede Nathalie Hagman for Tvis til 23-23.
Team Esbjerg indtager andenpladsen i ligaen med otte point efter fem spillerunder, mens Team Tvis er tredjesidst med tre point.
/ritzau/