Team Esbjerg henter svensk landsholdsmålmand

Filippa Idéhn. Foto: IK Sävehof.
Offentliggjort Sidst opdateret

IK Sävehof-målmanden Filippa Idéhn skifter til de danske DM-finalister fra Team Esbjerg i næste sæson.

Team Esbjerg forstærker sig fra næste sæson med Sveriges landsholdsmålmand Filippa Idéhn.

Den 25-årige keeper skifter til den jyske vestkyst fra den svenske topklub IK Sävehof på en etårig aftale.

– Jeg spiller Champions League med Sävehof, men den svenske liga er ikke så god som den danske, og jeg ser frem til at spille på et højere niveau og få mere jævnbyrdige kampe, siger Idéhn i en pressemeddelelse fra Team Esbjerg.

Team Esbjerg råder i forvejen over den norske landsholdskeeper Emily Stang Sando. Træner Lars Frederiksen mener, at de to målmænd supplerer hinanden godt.

– Filippa Idéhn har masser af erfaringer fra de store turneringer med både Sävehof og det svenske landshold.

– Hun er god til at læse skytterne og bevæger sig mere i målet end Emily Stang Sando. Så hun er en anden slags målmand, uden at den ene måde at stå i mål på nødvendigvis er bedre end den anden, siger Lars Frederiksen.

Team Esbjerg har i denne sæson spillet sig frem til DM-finalen, hvor holdet møder FCM Håndbold.

Filippa Idéhn var i december med til at vinde bronzemedaljer med Sverige ved EM i Kroatien og Ungarn.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS