Team Esbjerg-chef: Camilla Dalbys skudarm fejler intet
Lars Frederiksen mener, at hans holds store sejre over FCM Håndbold ikke giver et helt retvisende billede.
Det er to hold med selvtillid, der tirsdag aften mødes i Randers i anden runde af Boxer Dameligaen i håndbold. Både Randers HK og Team Esbjerg hentede nemlig en sejr i første runde.
Gæsternes træner, Lars Frederiksen har respekt for hjemmeholdet, der vandt 32-25 ude over Ringkøbing Håndbold.
– Det bliver en meget svær opgave for os. Randers-holdet har en god og bred trup med masser af gode spillere.
– Og så har de ikke mindst fået en god venstrehånd tilbage i Camilla Dalby. Den skudarm fejler ikke noget, siger Lars Frederiksen.
Højrebacken Camilla Dalby, der er vendt hjem til Randers HK efter to år i den montenegrinske storklub Buducnost, lavede ni mål i sejren over Ringkøbing.
– Der er også mange andre gode spillere på Randers-holdet, så vi har ikke 100 procent fokus på hende. Men det er stort set umuligt at forhindre Camilla Dalby i at score mål, siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg vandt i sin ligapremierekamp med 29-23 over FCM Håndbold, der i sidste sæsons DM-finaleserie vandt knebent over vestjyderne.
I sidste måned vandt Team Esbjerg hele 27-19 over FCM Håndbold i Super Cuppen.
Esbjerg-træneren lægger dog ikke alverden i de sikre sejre over de danske mestre.
– Jeg er måske lidt mere overrasket over FCM’s niveau. Dér havde vi måske regnet med lidt mere, og jeg synes ikke, at det danner et helt reelt billede af, hvor vi står.
– Men jeg synes, at vi forholdsvist hurtigt har fået opbygget et godt forsvarsspil og angrebsspil, selvom vi har skiftet ud på et par væsentlige pladser, siger Lars Frederiksen.
/ritzau/