TDC-ejere bad Luxembourg om hjælp til at slippe for dansk skat
Hemmelige skattedokumenter fra revisionsfirmaet PwC viser, at det mest tydelige eksempel på, at Luxembourg hjælper multinationale selskaber med at omgå skattereglerne i andre EU-lande, er dansk. Det skriver Politiken.
I 2008 risikerede ejerne af TDC at skulle betale mere i skat i Danmark, fordi Folketinget havde ændret reglerne. Derfor gik selskabet til skattemyndighederne i Luxembourg og bad om hjælp, skriver avisen.
Ifølge de lækkede dokumenter skrev TDC til skattevæsnet i Luxembourg, at Skat i Danmark satte spørgsmålstegn ved selskabets rentefradrag. TDC risikerede derfor, at der ville blive tilbageholdt skat af selskabets rentebetalinger.
Dokumenterne indeholder også en beskrivelse af, hvordan TDC-ejernes skatterådgivere fra revisionsfirmaet PwC forestillede sig, at TDC kunne håndtere de danske regler. Det fremgår af de hemmelige skattedokumenter, som avisen er i besiddelse af.
Ifølge Politiken vil ingen af de ansvarlige bag manøvrerne udtale sig om de systematiske bestræbelser på at sende Danmarks største teleselskabs værdier og overskud væk fra høj skat i Danmark til næsten ingen skat i selskabet i Luxembourg.
»Alt det her vidste jeg intet om,« siger tidligere finansminister Henning Dyremose, der var administrerende direktør og senere bestyrelsesformand i TDC i første periode af kapitalfondenes ejerperiode.
Ifølge Politiken vil ingen af de fem kapitalfondes daværende medlemmer af TDCs bestyrelse svare på spørgsmål om skattemanøvren i Luxembourg eller begrunde, hvorfor de ikke vil tale om emnet.