Tavs om Findsen
Ny bog bringer Trine Bramsen i problemer
Socialdemokratiet og i særdeleshed Trine Bramsen (S) er kommet i fokus, efter at den hjemsendte spionchef Lars Findsen torsdag udgav en bog, hvor han fortæller sin historie om FE-sagen.
I bogen skriver han blandt andet kritisk om netop Bramsen.
Men Bramsen vil ikke kommentere bogens indhold.
Det siger den tidligere forsvarsminister til TV 2 News.
- Jeg har tavshedspligt
- Du kan spørge, lige så mange gange du vil. Jeg har prøvet at give svaret. Jeg kommer ikke til at kommentere på noget, der vedrører denne sag. Jeg er underlagt tavshedspligt, og den har jeg i sinde at overholde, siger Bramsen til tv-stationen.
Hun tilføjer, at der kører en sag mod Findsen ved domstolene, og "det rigtige er at afvente den sag", lyder det fra Bramsen.
Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) stjal overskrifter torsdag - midt i den igangværende valgkamp.
Blandt andet skriver Findsen i bogen om et møde med daværende forsvarsminister Trine Bramsen 17. august 2020.
Frygtede angiveligt for regeringens liv
Hun sagde, ifølge ham, at hun var "med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90".
Ifølge bogen frygtede Bramsen, at kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne ville ramme så voldsomt, at regeringen måtte gå af.
Ved at hjemsende Findsen og flere andre centrale medarbejdere kunne noget af kritikken afbødes.
Findsen er i en straffesag sat under tiltale for at have røbet statshemmeligheder over for flere personer, efter at han blev hjemsendt fra topposten i FE i august 2020.
Han blev hjemsendt på baggrund af en kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Kritikken er senere blev afvist af en kommission.