Tavs blotter viste tissemand til ung pige
En blotter åbnede tirsdag sin trenchcoat og viste sin tissemand til en 15-årig pige på vej til skole – politiet efterlyser nu blotteren
En 15-årig pige fik sig en noget uventet og ubehagelig overraskelse, da hun tirsdag morgen omkring klokken 9 var på vej i skole.
Hun gik på Karlslunde Landevej ved Greve, hvor hun undervejs passerede en mand. Han åbnede pludselig sin trenchcoat og viste sit nøgne lem frem.
Udover at blotte sig gjorde manden intet. Han var ifølge døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands politi tavs og foretog sig ikke nogen seksuelt betonede handlinger – andet end at vise sin tissemand.
Efterlyst
Politiet vil gerne have fat i manden og efterlyser ham derfor.
Han beskrives som dansk af udseende, cirka 25 til 30 år gammel, 180-185 cm høj, muskuløs af bygning, sort mellemlangt hår, iført lysegrå trenchcoat, bar overkrop, blå jeans og hvide sneakers.
Henvendelser i sagen kan ske til politiet på telefonnummer 114.