Tankstations-røver stoppet af kvikke ekspedienter
Politiet leder efter manden og en grøn bil.
Østjyllands Politi leder efter en cirka 25-årig mand, der søndag morgen forsøgte at røve en tankstation på Landevejen i Ødum ved Hadsten. Røveriet startede som et tyveri, udviklede sig til en flugt og et røveriforsøg og resulterede i, at to ekspedienter fik stoppet manden i at stikke af med fem kartoner cigaretter.
Det er Østjyllands Politi, der i kredsens rapport over weekendens begivenheder skriver, at manden søndag morgen 07.20 dukkede op i butikken, der ligger ved tankstationen. Han bad en 19-årig ekspedient om fem kartoner cigaretter. Dem fik han, og så bad han om endnu en karton, som den 19-årige måtte ud i baglokalet for at hente.
På dette tidspunkt forsøgte manden at stikke af, men den 19-årige og hendes 18-årige kollega fulgte efter ham. Udenfor fik de fat på manden, og den ene kvinde tog fat i manden for at få ham til at slippe posen. Da blev tyveriet forvandlet til et røveriforsøg; manden truede kvinden med tæsk, hvis ikke hun gav slip. Hun fik dog fat i posen, og manden måtte opgive.
Han klatrede ind i en bil, der kørte væk fra stedet.
Manden har følgende signalement:
– Cirka 25 år gammel
– 170-185 centimeter høj
– Mørk i huden
– Buttet/kraftig af bygning
– Skaldet/meget kort sort hår
– Skægstubbe
– Orange bukser
– Sorte sko
Bilen var grøn og havde en nummerplade, der starter med B.
Har du oplysninger, der kan bidrage til sagens opklaring, bedes du kontakte politiet på 114.