Tandpleje for de små tandløse

Little baby girl with green tooth brush
Offentliggjort Sidst opdateret

Little baby girl with green tooth brush
Little baby girl with green tooth brush

Det er bogstavelig talt aldrig for tidligt at vænne sin nyfødte til tandbørsten, og derfor samarbejder tandplejen og sundhedsplejen i Randers Kommune om at formidle gode råd om tandpleje til småbørnsforældre.

– Små børn elsker at putte ting i munden og tygge på dem – især når tænderne er ved at bryde frem – så giv endelig den lille en tandbørste at tygge i, så barnet kan vænne sig til fornemmelsen, anbefaler tandplejer på Randers Sundhedscenter Pia Johansson.

Tandplejerne samarbejder med sundhedsplejen om formidling af tandpleje til småbørn, og møder blandt andet forældrene i forbindelse med tilbuddet ”familieiværksætterne”, som er for førstegangsforældre.

– Vi underviser blandt andet forældrene i, hvad de skal være opmærksomme på i forbindelse med sutteflasken og amning af deres børn, når de begynder at få tænder, fortæller Pia Johansson.

Der er nemlig mælkesukker i både modermælk, modermælkserstatning og i almindelig mælk fra karton (i form af laktose), og derfor er det vigtigt, at allerede den første tand bliver børstet særlig grundigt.

Skal man børste mælketænder?

Det er meget vigtigt, at man børster tænderne, allerede fra den første tand bryder frem. Selvom mælketænderne ikke er blivende tænder, så er der mange gode grunde til at grundlægge de gode vaner tidligt i livet.

– Behandlinger hos tandlægen med bor og mange redskaber i munden kan opleves meget voldsomt for et lille barn, og det betyder også noget for barnets psykiske og sociale velbefindende, at tandsættet ikke er brunt og grimt. Derudover er det vigtigt at bevare mælketænderne som pladsholdere til de blivende tænder, fortæller tandplejer Pia Johansson.

Der er mange gode måder at gøre det til en god oplevelse for barnet at få børstet sine tænder, og Pia Johansson anbefaler, at man forsøger med at lade barnet kigge i en bog, se fjernsyn eller at man selv synger for barnet imens.

Brug et sugerør

En efterhånden mere og mere almindelig skade på børn og unges tænder er syreskader, som man blandt andet kan få ved indtagelse af for mange syreholdige drikke. Her er blandt andet tale om sodavand (både almindelig og light), juice, saft (med og uden sukker), iste og smoothies lavet på juice.

– Vi anbefaler, at man begrænser indtaget af de syreholdige drikke til et par gange om ugen, og at man så vidt muligt lader børnene bruge et sugerør, så drikken får så lidt mulig direkte kontakt med tænderne, siger tandplejer Pia Johansson.

Syreskade er en uoprettelig tandskade, som man ikke kan gøre noget ved.

Tandplejen i Randers Kommune sender et startkit med sundhedsplejen til forældrebesøg. Pakken indeholder en tandbørste, tandpasta og information om tandpleje for de små.

Det vidste du (måske) ikke om tandpleje

•Du kan vænne barnet til tandbørsten allerede før det får tænder

•Den første tand skal børstes grundigt, fordi der er sukker i modermælk og modermælkserstatning

•Man skal ikke drikke mælk efter tandbørstning, fordi der er laktose (mælkesukker) i al slags mælk

•Saft, sodavand, iste og smoothies kan give uoprettelige syreskader (gælder også lightprodukter)

•Frugtsukker i rosiner, figenstænger og tørret frugt er også skadeligt for tænderne

•Spray til børn med astma og bronkitis kan være skadeligt for tænderne, og derfor er det godt at skylle munden med vand efter brug

•Børn skal hjælpes med tandbørsten indtil 10-12års alderen

Powered by Labrador CMS