Taliban: Vi skød helikopter ned i Pakistan

Taliban har taget ansvaret for nedskydningen af pakistansk helikopter. Foto: Iris/Scanpix (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Pakistansk Taliban hævder, at gruppen skød den helikopter ned, som blandt andre Norges ambassadør sad i.

Det er angiveligt militante talibanere, der har skudt en helikopter ned i det nordlige Pakistan fredag.

Premierminister Nawaz Sharif var målet for angrebet, siger gruppen i en meddelelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Helikopteren blev skudt ned af en luftværnsraket, som dræbte piloter og flere udenlandske ambassadører, lyder det i en meddelelse, der er afsendt af gruppens talsmand Muhammad Khorasani.

Oplysningen om, at Taliban skulle have skudt helikopteren ned, kan ikke umiddelbart bekræftes fra anden side.

Det område, hvor helikopteren blev skudt ned, Gilgit-Baltistan, er ikke kendt som et område, hvor Taliban står stærkt, skriver AFP.

Angiveligt er Norges ambassadør i Pakistan blandt de dræbte ved helikopterstyrtet, siger en talsmand fra den pakistanske hær på Twitter ifølge flere internationale medier.

Norge har ikke bekræftet oplysningen fra officielt hold.

Også den filippinske ambassadør i Pakistan meldes omkommet ved styrtet.

Den nedstyrtede helikopter var én ud af tre, der ifølge det norske nyhedsbureau NTB skulle flyve en delegation af udenlandske diplomater fra 37 forskellige lande og deres følge til Gilgit-Baltistan, der ligger omkring 500 kilometer nord for hovedstaden, Islamabad.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS