Taler ud om skavanker: -Folk ser mig anderledes

Satirikeren har intet problem med at blive gammel og er aktuel i en ny sæson af TV2 Zulu-serien "Minkavlerne"

Niels Hausgaard er igen aktuel i den nye sæson af serien “Minkavlerne”. Samtidig med at den har premiere, skal den 76-årige nordjyde rundt i hele landet med sit nye show, “Bides hestene?”. – Foto: Per Arnesen/TV2/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Med sit nedtonede væsen og sin tørre komik har Niels Hausgaard turneret land og rige rundt i mere end 45 år.

Humoren har været hans følgesvend i alle disse år, og det bliver den ved med, selv om nordjyden snart fylder 77 år.

– Man skal huske at have den højeste for form humor, nemlig selvironi. Den skal man øve sig i hele tiden, derfor går det fint med at blive gammel.

– Det er en sjov proces at blive ældre, selv om man står midt i den og egentlig nærmer sig graven, siger den kendte satiriker og sangskriver.

I anden sæson af satireserien “Minkavlerne”, der får premiere den 11. april på TV2 Play og den 12. april på TV2 Zulu, spiller Niels Hausgaard igen minkavleren Niller. Han er gift med Gerda, og sammen har de tre voksne børn og en minkfarm.

Har ændret perspektiv

Med årene har Niels Hausgaards perspektiver ændret sig. Det er dog noget, han er bevidst om – modsat sin karakter, Niller.

– Jeg har pludselig en større sammenligning, fordi jeg har prøvet det meste. Jeg synes for eksempel, når det er jul, så bliver jeg træt. Så glemmer jeg, at jul er nyt for nogle, og at de også skal have lov.

– Det er ældre mænd forfærdelige til, og min karakter, Niller, er et godt eksempel på netop det, siger han.

I første sæson af TV2 Zulu-serien kunne seerne opleve Niller, som trods gangbesvær var skeptisk over for både rullestol og elektriske hjælpemidler.

Niels Hausgaard er glad for den stædige og skråsikre karakter.

– Det er den samme Niller, man kan opleve i sæson to. Skrækkelig selvovervurderende og irriterende. Jeg nyder at spille ham, siger han.

Alderen sniger sig ind

Selv om alderdommen ikke mentalt trykker Niels Hausgaard, så sniger den sig alligevel ind i de satiriske shows, han laver.

– Mine shows handler om mig, og så er det jo svært at komme udenom. Det optager mig, at jeg nu oplever ting fra et andet perspektiv.

– Unge taler højere til mig, end de plejer, og det er sødt af dem, griner han.

Siden 70’erne har Niels Hausgaard optrådt med sine egne sange og underspillede humor i shows landet over. I 90’erne kunne han også opleves på tv med komikeren Erik Clausen i duoen Clausen & Hausgaard.

I 2007 vandt han prisen for Årets Danske Sangskriver ved Danish Music Awards Folk.

Fylder 77 år

Når vi i år når den sidste dag i august, fylder Niels Hausgaard 77 år, og han kan godt mærke, at han er blevet ældre. Ifølge ham får alle skavanker, når de kommer i hans alder.

– Det føles naturligt, og jeg har den alder, hvor man bliver øm i leddene og ikke er så elastisk mere. Der er også mere mave at holde ind, siger han.

For ham er det dog intet problem, at lysene på lagkagen bliver flere og flere.

Han er også stadig meget aktiv i sit professionelle liv.

– Jeg har det fint med at blive ældre. I min alder føles det, som om at ting sker hurtigere. Nu er jeg pludselig gammel og skal vænne mig til det, siger han og fortsætter:

– Det er spændende at se, hvordan man bliver. Jeg arbejder med mange unge, og de ser på mig på samme måde, som jeg så på de gamle, da jeg var ung.

Alderdom er ikke noget, man kan gøre noget ved, og modsat i hans ungdom har han nu et helt andet syn på, hvordan den ældre del af befolkningen er.

– Når unge spørger, hvorfor gamle er så irriterende og bedrevidende, så har jeg ikke vidst det før.

– Men nu ved jeg, at det er fordi, vi har noget at have det i, slutter han.

Powered by Labrador CMS