Taler ud om sin døde far
Märtha Louises datter Leah Isadora Behn taler for første gang offentligt om farens død
- Det var meget på én gang, det er næsten lidt af en "blur", når jeg tænker over det nu. Tiden gik så langsomt, og også meget hurtigt.
Influenceren og prinsesse Märtha Louises datter Leah Isadora Behn taler for første gang offentligt om sin fars død, i et afsnit af podcasten "The Breathing Room" med Jenny Gehrken.
Det skriver det norske medie VG.
Juledag 2019 mistede hun sin far Ari Behn til selvmord.
Sammen med Märtha Louise fik han tre døtre.
En distraktion i sorgen
Leah Isadora Behn har de seneste år opbygget en stor følgerskare på sociale medier, hvor hun deler make-up videoer til over 90.000 følgere på Instagram og over 270.000 følgere på TikTok.
I podcasten fortæller hun, at sminken blev en vigtig distraktion i sorgen.
- Det var næsten som "runaway space", og det tror jeg kan være lidt vigtigt. At vende tilbage til noget, der er din sikkerhed. For så mister man måske ikke sig selv så meget, siger hun.