Tak for sushi: Fandt fælde i blomsterkumme og afføring bag opvaskemaskinen

Restauranten har fået en bøde på i alt 15.000 kroner.

Restauranten har fået en bøde på samlet 15.000 kroner. Foto/Grafik: Arkiv/Fødevarestyrelsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fødevarestyrelsen har været på besøg hos Sushi Sakura i M.P. Bruuns Gade 9, 8000 Aarhus C, efter at en bekymret borger havde kontaktet styrelsen.

Da kontrollanterne forlod restauranten efter to timer, havde de konstateret problemer med restaurantens håndtering af fødevarer såvel som rengøringsniveauet. Det blev til to bøder og en sur smiley.

Der har været fælder af ukendt type sat op i en blomsterkumme i det lokale, restaurantens kunder spiser. Ejeren af restauranten fortalte til Fødevarestyrelsen, at han var bekymret for, om der var skadedyr i virksomheden. Mens Fødevarestyrelsens ansatte var på besøg, blev der tilkaldt et skadedyrsfirma, men om de fandt skadedyr, det er uvist.

Spor efter skadedyr

Det er til gengæld sikkert, at Fødevarestyrelsens ansatte fandt spor efter skadedyr. Under en opvaskemaskine, der i øvrigt står i køkkenet, der ifølge Fødevarestyrelsen er det samme lokale som spiselokalet, fandt man eksrepemter, andre spor efter skadedyr og tegn på, at skadedyrene har været i restauranten i et stykke tid. Den del af besøget udmøntede sig til en bøde på 10.000 kroner.

Besøget var dog ikke forbi, for gulvet under de borde, maden bliver tilberedt på i resutauranten, gemte på rester af madvarer og anden snavs. Der blev fundet flere eksempler på, at det halter med hygiejnen på restauranten, og i sidste ende betød det, at der blev skrevet endnu en bøde, denne gang på 5000 kroner.

Newsbreak.dk har gentagne gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sushi Sakura.

Man kan læse rapporten i sin helhed hos Fødevarestyrelsen.

Powered by Labrador CMS