Tager over for Lotte Friis

Louise Deruginsky skifter job fra TV Midtvest til DR, hvor hun det næste år skal være vikar for Lotte Friis, der er gået på barsel fra "Formiddag på 4'eren"

Louise Deruginsky skal være barselsvikar for Lotte Friis på 'Formiddag på 4'eren'. (PR-foto).
Louise Deruginsky skal være barselsvikar for Lotte Friis på "Formiddag på 4'eren". (PR-foto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Lotte Friis skal passe sin lille datter, der melder sin ankomst senere på sommeren, er hendes barselsvikar på P4-radioprogrammet "Formiddag på 4'eren" fundet.

Det bliver journalisten Louise Deruginsky, der kommer fra en stilling som nyhedsvært på TV Midtvest, som er en af TV 2's otte regionale stationer.

Det oplyser DR.

Louise Deruginsky havde sidste dag på skærmen den 29. maj, hvor hun efterfølgende takkede af på Twitter.

- Jeg glæder mig helt vildt og lover, at jeg nok skal prøve ikke at bande alt for meget i radioen. Vi høres ved, tweetede hun.

Erfarne kræfter

Louise Deruginsky har erfarne kræfter at læne sig op ad, når hun kaster sig ud i æteren. I "Formiddag på 4'eren" bliver hun nemlig værtsmakker med Knud Lind, som har været på kanalen siden 2017.

Lotte Friis har terminsdato i juli og venter en pige med gemalen Christoffer Schnack Ringø.

Det er en længe ventet drøm, der går i opfyldelse for parret, der mødte hinanden i metroen nytårsaften 2016.

Den 34-årige tidligere topsvømmer har i et åbenhjertigt opslag på Instagram fortalt, at hun og manden var i fertilitetsbehandling grundet uforklarlig barnløshed.

Det delte hun, fire måneder efter at hun i januar 2022 kunne fortælle sine følgere på det sociale medie, at hun og gemalen ventede deres første barn.

Powered by Labrador CMS