Tager afstand fra afgørende rapporter
Otte kilder fra danske Syrien-rapporter tager afstand fra indholdet
(Citathistorie fra bt.dk)
Otte ud af 12 navngivne kilder, der medvirker i Udlændingestyrelsens to Syrien-rapporter, tager nu afstand fra indholdet. De mener, at det er mangelfuldt og misvisende.
Det skriver bt.dk.
Styrelsen bruger indholdet i rapporterne fra 2019 og 2020 til at vurdere, at det er sikkert for syrere at rejse hjem, hvis de kommer fra hovedstaden Damaskus eller omegn.
De otte kilder er uenige i den vurdering.
– Vi mener, at Danmarks politik om syriske flygtninge ikke afspejler de virkelige forhold, siger de otte kilder i en fælles udtalelse ifølge B.T.
– Vi – analytikere, researchere og eksperter i syriske forhold – fordømmer på det stærkeste den danske regerings beslutning om at afvise midlertidig beskyttelse til syriske flygtninge fra Damaskus.
Otte kilder slår bak
Fredag kunne B.T. fortælle, at to af kilderne kaldte rapporterne for mangelfulde og misvisende. Det drejede sig om den syriske redaktør Ammar Hamou samt researcher for Human Rights Watch Sara Kayyali.
Nu følger seks andre kilder trop.
Regeringen har igangsat nye vurderinger af behovet for beskyttelse for omkring 500 herboende syriske flygtninge.
I alt har 97 personer – heriblandt 20 børn – indtil videre fået besked på at rejse tilbage til Damaskus. Gør de det ikke frivilligt, skal de sidde i et udrejsecenter, da Danmark ikke tvangsudsender personer til Syrien på nuværende tidspunkt.
I et skriftligt svar skriver Udlændingestyrelsen, at de otte kilder inden rapporternes udgivelse fik tilsendt et dokument med noter fra styrelsens interview med hver enkelt kilde.
– De har alle otte godkendt deres respektive noter, som de selv har haft mulighed for at redigere i, og alle deres noter fra samtalerne ligger som bilag til rapporterne i fuld længde.
Mangelfulde og misvisende
Men flere af kilderne forklarer i dag, at hvis de havde set de færdige rapporter, ville de have tilføjet mere information. Generelt beskriver de rapporterne fra styrelsen som mangelfulde og misvisende, fordi de mangler kontekst.
En af de otte kilder er den tyske syrienekspert Bente Scheller.
Hun siger, at de danske rapporter har et stort fokus på, hvorvidt der stadig foregår krigshandlinger i Damaskus. Hun understreger, at krigen stadig foregår i Damaskus – ikke med bombninger – men ved bortførelser, tortur og vilkårlige anholdelser for at skabe frygt.
– Jeg synes, at kvaliteten af rapporten var meget ringe. De fleste rapporter forsvinder i en skuffe. Men da jeg hørte, at den danske regering brugte den som grundlag til at fjerne personers flygtningestatus, kunne jeg ikke tro, hvad jeg hørte, siger Bente Scheller, leder af Heinrich Böll-fondens afdeling i Mellemøsten.
Tesfaye har tiltro
Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) skriver i et svar, at han stadig ‘har tiltro til myndighedernes vurdering af sikkerhedssituationen.’
Men støttepartiet SF kalder ham i samråd, mens Enhedslisten kræver en hasteforespørgselsdebat om sagen i Folketinget.
– Regeringens argumentation for at sende syrere tilbage holder ikke, siger udlændingeordfører Rosa Lund (EL).