Tæt på milliardsalg af Saxo-aktier
En kæmpestor aktiehandel er under opsejling i Saxo Bank.
De to stiftere Lars Seier Christensen og Kim Fournais, der begge er milliardærer og blandt Danmarks rigeste, ønsker at sælge en stor bid af banken til en endnu ukendt køber.
Ifølge Berlingskes oplysninger blev hele ejerkredsen i Saxo Bank sent søndag informeret om hovedaktionærerne Seier og Fournais’ salgsplaner, som kan betyde, at samlet 15 procent af aktiekapitalen kommer på nye hænder. Udover de to stiftere, der i dag ejer samlet knap 60 procent af aktierne, ejer kapitalfonden TPG Capital knap 30 procent af banken. Resten af aktierne er fordelt mellem en lang række nuværende og tidligere, højtstående medarbejdere.
Saxo Bank bekræfter Berlingskes oplysninger om salgsplanerne.
»Saxo Bank kan bekræfte, at der er en proces i gang, hvor en ny aktionær køber aktier i Saxo Bank, og aktionærerne har modtaget tilbud om at sælge. Købet vil ikke ændre på, at stifterne Lars Seier Christensen og Kim Fournais tilsammen fortsat ejer mere end halvdelen af aktierne, og de vil i samarbejde med den amerikanske kapitalfond TPG være de bestemmende aktionærer i Saxo Bank. På nuværende tidspunkt har banken ikke yderligere kommentarer til processen,« skriver Saxo Banks pressechef Cathrine Kier i en mail til Berlingske.
Tre uger
Alle aktionærer har nu cirka tre uger til at tage stilling til, om de ligeledes ønsker at sælge nogle aktier i forbindelse med transaktionen. Nu er der nemlig et åbent vindue til at sælge aktierne i den unoterede bank og ifølge aktionæroverenskomsten i banken skal alle aktionærer tilbydes at sælge til samme pris. Lars Seier Christensen og Kim Fournais vil ende med at sælge en aktiepost på i alt 7 procent af aktierne i banken. Om det bliver helt op til 15 procent af aktierne i alt, der kommer på nye hænder, kommer an på, hvor mange af de andre aktionærer, der sælger.
Ifølge en kilde med kendskab til den forestående transaktion kommer køberen af den store aktiepost fra Indonesien. Om det er en velhavende privatperson eller en virksomhed, der ønsker at købe sig ind, vides endnu ikke.
Køberen vil købe Saxo Bank-aktier til omkring kurs 140. Det giver en samlet købspris på de 15 procent af aktierne på 1,4 milliarder kroner, ifølge Berlingskes beregninger.
I første omgang er transaktionen planlagt sådan, at op mod 9,9 procent af aktierne sælges til den interesserede køber alt efter, hvor mange andre aktionærer, der også ønsker at sælge nu. Senere vil en aktiepost på op mod 5,1 procent blive solgt, så den samlede aktiepost kan komme op på 15 procent.
To etaper
Aktiesalget skal ske i to etaper, da det kræver Finanstilsynets godkendelse, når mere end 10 procent af en finansiel virksomhed i Danmark skifter hænder, sådan som der er lagt op til her.
Der er lagt op til en handel, der værdisætter hele Saxo Bank til cirka 9,6 milliarder kroner. Det betyder, at værdisætningen af Saxo Bank er så godt som den samme som i 2011, hvor TPG kom ind. Her købte TPG en aktiepost i Saxo Bank på 22 procent fra kapitalfonden General Atlantic og en aktiepost på 8 procent af den potugisiske bank Banco Espirito Santo for samlet godt 3 milliarder kroner. Dengang blev værdien af Saxo Bank opgjort til cirka 9,6 milliarder kroner.
Saxo Bank, som er stor inden for valutahandel, kom i problemer, da den schweiziske centralbank i januar uventet fjernede loftet over schweizer franc’en, hvilket fik valutaen til at brage i vejret. En række af Saxo Banks kunder tabte store summer på valutaspekulation, og banken har tidligere meddelt, at det kan komme til at koste banken et muligt tab på 700 mio. kr.
Valutabomben nødvendiggjorde en kapitalindsprøjtning for at styrke banken, og indsprøjtningen kom i april, da den globale investeringsfond Carval skød penge i Saxo Bank både i form af ny aktiekapital på 233 millioner kroner og konvertible kapitalbeviser for 346 millioner kroner.