Tabte penis-måle-leg: Hugger barndomsvens diller af

En lem-fældig omgang med våde varer udviklede sig til et forfærdeligt scenarie, da en russisk mands vedhæng ikke kunne måle sig med kammeratens ditto.

Man skal passe på med, hvad man måler. Et penis-måleri gik helt galt for en russisk mand. Han mistede det, han skulle konkurrere med. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der findes dårlige tabere, og så findes der virkelig dårlige tabere. Penissen er som oftest et ømtåleligt emne for mange mænd, og det var det åbenbart også for en 52-årig russisk mand, der tabte den velkendte drenge-leg om at sammenligne penis-længde.

Han reagerede i vildskab ved at gribe fat om kammeratens pung og skaft, og i hævntørst greb han om et andet – og mere farligt – skaft. Et økseskaft. Det skriver Daily Mails russiske afdeling. Er du den sarte type mand, der har eget lem kært, så skal du nok trække vejret dybt ind nu.

Manden, der sammen med den 47-årige kammerat havde drukket tæt i flere dage i landsbyen Nikolsk i Ural-bjergene, hakkede til og stod pludselig med kammeratens diller i hånden.

Smertefulde skrig

De to mænd havde drukket i to dage, oplyser en talsmand fra det lokale politi, og som det oftest er med lem-fældig omgang med våde varer, så eskalerede det til et skænderi om, hvem af de to, der var absolut mest mand. Alle ved jo, at det er penis-størrelsen, der afgør den slags. Specielt for to, der som disse har kendt hinanden siden barndommen.

– Da de løb tør for ord, hev angriberen en økse frem og slog først den 47-årige i hovedet og hakkede så hans manddom af, siger politikilden.

Det var en nabo, der alarmerede politiet – fordi vedkommende hørte den forkortede mands smertefulde skrig efter afkortningen.

Manden, der svingede øksen, er angiveligt blevet sigtet for at have voldt et andet menneske alvorlige skader, og han risikerer ifølge Daily Mail op til otte års fængsel for lem-læstelsen af sin ven.

Historien melder ikke noget om, hvor lange, de to mænd hver især var.

Powered by Labrador CMS