Tabte minilæsser på motorvejen – det koster chaufføren rigtigt dyrt

En chauffør kan se frem til en bøde, en betinget frakendelse af kørekortet og et erstatningkrav for at tabe en minilæsser på motorvejen.

Offentliggjort Sidst opdateret

En minilæsser blev onsdag formiddag tabt på Nordjyske Motorvej mellem T.H. Sauersvej og Humlebakken.

Derved blev motorvejen spærret i omkring en time, før biler igen så småt kunne snegle sig forbi uheldsstedet.

Minilæsseren røg af en påhængsvogn og ramte derefter begge sider autoværnet, der adskiller syd- og nordgående motorvej.

Nordjyllands Politi kiggede lidt nærmere på påhængsvognen, og så kom pen og bødeblok hurtigt i brug.

– Han er sigtet for overlæs af påhængsvognen, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef hos Nordjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Med det mener han, at minlæsseren er tungere end det, som påhængsvognen er godkendt til at transportere.

Bøde og betinget frakendelse

Ifølge vagtchefen lader det til, at der ikke var noget galt med måden, hvorpå minilæsseren var påspændt, men det er ikke nok.

– Sådan en forseelse (overlæs) koster normalt en bøde og en betinget frakendelse (af kørekortet), oplyser vagtchefen.

Men det stopper ikke der. Udover den eventuelle bøde og betinget frakendelse af kørekortet, kan chaufføren se frem til endnu en udgift: Han er nemlig erstatningspligtig i forhold til de ødelagte autoværn.

– Det er cirka fem meter på begge sider, siger Karsten Højrup Kristensen.

At minilæsseren ruller af og ender i autoværnet og ikke andre steder, glæder trods alt vagtchefen:

– Det var svineheldigt, det ikke gik værre, slutter han.

Powered by Labrador CMS