Tåbelig opførsel satte alarmberedskab i gang

Politiets hundepatrulje “snuste” sig lørdag aften frem til privat fest i Vejle, hvor flere personer angiveligt affyrede håndholdte nødblus.

Manden har fortalt politiet, at flere personer fyrede nødblus af. Foto: Scanpix/Annegret Hilse
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV Syd.

Det gik ikke stille af sig ved en privat fest på Vindingvej i Vejle lørdag aften. Adskillige gange i løbet af aftenen fik nogle af deltagerne den ide at antænde nødblus, der lå i en redningsflåde på stedet. Med det resultat, at redningshelikopteren fra Forsvarskommandoen i Skrydstrup gik på vingerne for at lede efter nødstedte i Vejle Fjord, skriver TV Syd.

– Vi ser på det med meget stor alvor, at man unødigt har tilkaldt redningshelikopteren, der skal redde liv og mennesker. Det kunne have bragt andre i fare. Samtidig er det heller ikke helt billigt at sende sådan en stor helikopter på vingerne, siger Jørn Bystrup, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Risikerer fængsel

Han oplyser, at den 39-årige ejer af redningsflåden nu er sigtet for unødigt at have tilkaldt hjælp.

Det er en overtrædelse af paragraf 135 for misbrug af faresignaler, der kan give bøde og fængselsstraf i op til tre måneder.

Tidligere på aftenen havde redningshelikopter samt politipatruljer forgæves undersøgt kyststrækningerne på begge sider af Vejle Fjord.

– Efterfølgende fandt vi ud af, at det var falske faresignaler, hvorefter vi begyndte at søge på land. Ved 23-tiden lykkedes det så en af vores hundepatruljer at lokalisere festen på Vindingvej, hvor vi hurtigt fandt redningsflåden og beviser fra tidligere afskudte nødblus liggende ved siden af, fortæller vagtchef Jørn Bystrup.

Flere risikerer sigtelse

Foreløbigt er den 39-årige ejer af redningsflåden eneste sigtede i sagen. Men det kan ifølge vagtchefen ende med, at flere personer sigtes i sagen.

– Det undersøger vi i øjeblikket. Den 39-årige er som ejer ansvarlig. Men han siger til os, at der var flere med til det, så det kan komme på tale, at flere bliver sigtet, siger Jørn Bystrup.

Klokken 20.27 fik Forsvarskommandoen en anmeldelse fra Sydøstjyllands Politi, efter politiet var blevet kontaktet af to, der havde set et nødblus over Vejle Fjord.

Powered by Labrador CMS