Syv ud af ti har variabel elpris: Kan være godt for pengepungen

Det kan være en del penge at spare ved at flytte større elforbrug fra dag til nat. Men du kan kun udnytte udsving i selve elprisen, hvis du har variabel pris

Offentliggjort

Flere danskere vælger variabel elpris for økonomiske fordele

  • Antallet af danske husstande med variabel elpris er steget markant fra 49% i 2021 til 69% i 2023, ifølge Green Power Denmark. Denne stigning skyldes muligheden for at spare penge ved at tilpasse elforbruget til tidspunkter med lavere priser.
  • Variabel elpris giver forbrugerne mulighed for at udnytte de lave elpriser, der ofte forekommer midt på dagen og om natten, især i sommerhalvåret. Dette er en fordel for dem, der kan flytte deres elforbrug, som opladning af elbiler, til disse tidspunkter.
  • Mens en fast elpris kan give økonomisk tryghed, kan den ikke drage fordel af prisfald. Net selskaber som N1 har også indført vintertariffer, der opfordrer til at flytte elforbrug til nattetimerne for yderligere besparelser.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

For få år siden var det kun halvdelen af de danske husstande, som havde valgt at have en variabel elpris.

Men siden har næsten syv ud af ti valgt en elaftale, hvor prisen på strømmen er variabel. Det viser nye tal fra brancheforeningen Green Power Denmark.

Der kan være penge at spare ved at have en variabel pris, når elbilen skal oplades derhjemme, eller vaskemaskinen skal sættes i gang.

Svinger op og ned 

Når elprisen svinger op og ned, kan man udnytte udsvingene til både sin egen og den grønne omstillings fordel.

Sådan lyder det fra afdelingschef i Green Power Denmark Martin Dam Wied.

- Det gælder for de meget lave priser midt på dagen, som vi ser i sommerhalvåret takket være de mange nye solcelleanlæg, og de ofte lave priser om natten, siger han.

Jo flere, der er med til at gøre elforbruget mere fleksibelt, jo bedre, da der er et stort sammenfald mellem elprisen og mængden af vedvarende energi i el systemet, tilføjer han.

En række netselskaber, der transporterer strømmen til stikkontakterne, overgik i oktober til såkaldte vintertariffer, der er markant billigere om natten.

Økonomisk tryghed 

- For nogle kan en fast elpris give noget økonomisk tryghed. Men afhængig af hvad den aftalte faste elpris er, og hvornår man bruger meget strøm, kan man med en fast pris ikke udnytte de tidspunkter, hvor elprisen falder, siger Martin Dam Wied.

- Variabel elpris er altså en fordel, især hvis man har mulighed for at variere sit elforbrug og undgå at oplade elbilen på de dyreste tidspunkter.

Frem til 2021, før en energikrise sendte el- og gaspriserne på himmelflugt i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, havde 49 procent af de danske elkunder en aftale, hvor elprisen var låst fast i op til tre måneder ad gangen.

Ikke muligt at forudsige 

Men siden er andelen af husstande med variable elpriser på bare to år vokset til 69 procent i 2023.

Martin Dam Wied forklarer, at det ikke er muligt at forudsige elpriserne med sikkerhed. Derfor lægger man noget risiko over på sit elselskab, når man som kunde vælger en fast elpris.

- Og det betaler man naturligvis for på samme måde som på boligmarkedet, hvor man kan vælge mellem variabelt forrentede lån eller lån med fast rente i mange år, siger han.

Mens udsving i elprisen kun kan udnyttes af husstande med variabel pris, kan alle spare på net tariffer, der er prisen på transport af el til dine stikkontakter. 

Det er dit net selskab, der står for at transportere el.

Den gennemsnitlige pris for el var 249,7 øre per kilowatt-time i andet kvartal af 2024. Selve elprisen og abonnementet udgjorde 30,4 procent af den samlede pris. Resten var afgifter og udgifter til transport. Det viser beregninger fra Forsyningstilsynet.

Dag til nat

Ligesom en række andre net selskaber overgik også landets næststørste net selskab N1, der forsyner 800.000 jyske husstande og virksomheder, til vintertariffer i oktober.

Net selskabets tarif er 14 øre per kilowatt-time i nattetimerne, mens den er 1,24 kroner per kilowatt-time i den travle såkaldte kogespids mellem klokken 17 og 21 i vinterhalvåret.

Der kan altså være mange penge at spare, hvis man kan flytte sit elforbrug fra dag til nat.

N1's direktør, Lise Bering, udtalte i forbindelse med overgangen til vintertariffer, at selskabet kan se, at tarifferne gør en forskel:

- Flere har vænnet sig til at sætte opvasken i gang eller lade elbilen om natten. Det giver både en lavere regning her og nu og gør det også billigere for forbrugerne i det lange løb, fordi vi kan reducere behovet for at udbygge elnettet, lød det fra Lise Bering i en pressemeddelelse.

FAKTA: Det består elprisen af

* Markedsprisen på el i Danmark er traditionelt blandt de laveste priser i Europa, men vi har til gengæld en af Europas højeste afgifter på el.

* Den gennemsnitlige pris for el var 249,7 øre per kilowatt-time i andet kvartal af 2024.

* Den rene elpris og abonnement udgjorde 30,4 procent af den samlede pris. Resten består af afgifter og udgifter til transport af el.

Kilder: Green Power Denmark og beregninger fra Forsyningstilsynet.

Powered by Labrador CMS