Syv tips: Sådan slider du mindre på dit tøj

Tøj bliver slidt, når vi cykler på arbejde eller sidder ved computeren, men vaskeproces og opbevaring har stor betydning for tøjets holdbarhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når vi vasker tøj, bliver maskinen ofte proppet godt, mens vaskemidlet bliver doseret lidt på slump.

Men hvis du vil slide mindre på dit tøj og dermed beholde det længere, så er vaskeprocessen et vigtigt sted at gøre en indsats.

Det fortæller Johanne Stenstrup, som er bæredygtig modeformidler og medforfatter til bogen “Klæd dig bedre”.

– De fleste vasker af vane eller for at rydde op. Når man tager tøjet af om aftenen, skal man lugte til det, vurdere det og se, om det faktisk er beskidt, eller om man er doven, forklarer hun.

Er tøjet ikke beskidt, kan du hænge det til luftning på en stol, i køkkenet eller udenfor i et par timer.

Også Poul-Erik Jørgensen, som er leder for Produktdesign og Materialeteknologi ved Via University College, forklarer, at vask er hårdt for tøjet.

– Hvis man i god tro propper maskinen, fordi man vil have mest ud af vasken, så risikerer man at slide ekstra og få folder i tøjet. Folderne kan blive siddende i tøjet og slide på det, fordi den mekaniske bearbejdning fra vaskeprocessen er hård.

Klik igennem galleriet ovenfor, og få syv tips til, hvordan man undgår at slide vasketøjet unødigt.

Opbevaring er vigtig

Desuden er vores måde at opbevare tøjet på afgørende for dets holdbarhed.

Tøjet bruger nemlig ofte mere tid i skab og kommode end på os mennesker, siger Johanne Stenstrup.

– Strik er godt at opbevare liggende og ikke hængende, fordi det kommer ud af form. Tunge jakker skal heller ikke hænge på tynde bøjler, fordi det kan give grimme mærker.

– Desuden bør man gøre garderoben ren en gang imellem for at undgå møl, som også kan slide eller ligefrem ødelægge tøjet.

Der sker naturligvis også slid, når vi rent faktisk bruger tøjet. Det sker oftest på grund af friktion, siger Poul-Erik Jørgensen.

Det kan være et bælte, som gnider hen over en knap, eller et par bukser, som bliver slidt på indersiden, hvis man cykler meget i dem. Det kan også være en trøje, der bliver slidt på albuerne, hvis du sidder meget foran computeren.

Bliver slidt forskelligt

Ifølge Poul-Erik Jørgensen bliver tekstilerne slidt forskelligt.

En del beklædningsgenstande, særligt trøjer, er i strik, og de har tendens til at fnulre.

– Man kan også risikere udtræk af tråde på overfladen, hvis man eksempelvis gnider trøjen mod en bordplade, eller hvis man kommer for tæt på noget spidst.

Cowboybukser og skjorte er ofte vævede, og de kan blive slidt i farven.

Slid handler ifølge Poul-Erik Jørgensen også meget om tøjets kvalitet.

Brand og særlige detaljer på tøjet kan øge prisen uden nødvendigvis at øge kvaliteten.

– Det kan som forbruger være en jungle at finde rundt i de forskellige materialer, men ofte er der en sammenhæng mellem pris og kvalitet, lyder det.

Pas på, hvad du putter i

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet er en af de typiske fejl, at man putter tøj og genstande i maskinen, som slet ikke er beregnet til det.

For eksempel er der bestemte typer af tøj og sengetøj, som man aldrig må vaske i vaskemaskinen.

Det kan du  læse mere om i denne artikel:

Disse ting må du aldrig komme i vaskemaskinen

Powered by Labrador CMS