Sygeplejerske tiltalt for at forgifte datter: – Mor gav mig knuste piller
En drabstiltalt sygeplejerske anklages for at have givet sin dengang syvårige datter farlig sovemedicin.
En lille pige vidner fredag i et retsmøde i Nykøbing Falster mod sin egen mor.
Kvinden er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg, men ifølge anklagen skal hun også have gjort skade på sin egen datter, en lyshåret pige på otte år.
På et tidspunkt i starten af 2015 skal den 31-årige kvinde have givet sin dengang syvårige datter kraftige og stærkt vanedannende sovepiller af mærket Zopiclone. Under ingen omstændigheder må de gives til børn.
Kom på hospitalet
I en videoafhøring, der afspilles i retten, fortæller datteren om en episode, hvor moren gav hende to knuste piller. Pigen havde ondt i maven og kunne ikke ligge stille.
– Det var nogle runde og buede nogle. De var hvide. Hun gav mig dem bare, og så drak jeg vand til. Det var små stumper. Jeg kastede først op, da jeg fik begge, fortæller pigen.
Sagde hun, hvorfor hun gav dig dem, spørger den kvindelige betjent på videoen?
– Nej, det sagde hun ikke noget om, svarer pigen.
Herefter tog sygeplejersken sin datter med over på det lokale sygehus.
– Men om natten havde de ikke tid, så vi skulle over på hospitalet igen næste dag. Mor blev lidt sur over, at de ikke havde tid. Hun spurgte, om vi ikke måtte låne en kørestol med hjem, og det fik vi lov til, siger hun.
Nægter sig skyldig
Den 31-årige kvinde nægter sig skyldig i alle anklager, herunder at have givet datteren sovepiller. Hun husker dog godt episoden og erkender også at have givet datteren en knust pille – en Panodil, fastslog hun i et tidligere retsmøde.
Ikke desto mindre står det fast, at pigen har fået Zopiclone. Det viser en prøve, der er taget af hendes hår. Også sygeplejersken har erkendt, at hun selv benyttede sovemidlet.
Pillerne, mener anklagemyndigheden, har den tiltalte stjålet fra sin arbejdsplads på sygehuset i Nykøbing Falster.
I forbindelse med anholdelsen af kvinden fandt man både morfin og Zopiclone i hendes lejlighed, men ifølge den tiltalte har en læge givet hende den receptpligtige medicin.
Hun afviser dog at sætte navn på lægen, og ordinationen er ikke noteret nogen steder.
Følg retssagen i livebloggen herunder:
/ritzau/