Sygeplejerske får bøder for uagtsomt drab

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

75-årig kvinde døde, da hun fik et lokalbedøvende middel sprøjtet ind i blodbanen. Sygeplejerske dømt i sagen.

En 49-årig sygeplejerske er skyld i, at en patient i sommeren 2013 afgik ved døden på Bispebjerg Hospital. Det vurderer Retten på Frederiksberg, som onsdag har idømt kvinden en bødestraf.

Straffen lyder på 5 dagbøder af 1000 kroner, og derudover er sygeplejersken dømt til at betale de efterladtes udgifter til begravelsen på 5664 kroner.

Offeret i sagen var en ældre kvinde, som blev indlagt med brækket hofte. En læge ordinerede det smertestillende middel Bupivacain, som sygeplejersken gav hende.

Sygeplejersken havde ingen erfaring med at give lægemidlet, og hun valgte at give det intravenøst, altså ind i patientens blodbane.

Men lægemidlet var beregnet til lokalbedøvelse og skulle i stedet være givet gennem et kateter i rygsøjlen, ligesom når fødende kvinder får lagt en epiduralblokade.

– Jeg blev forvirret af det hele. Patienten havde smerter, og jeg så, at det var smertestillende. Jeg troede, at det var den korrekte måde at gøre det på. Jeg læste det meget hurtigt. Måske overså jeg nogle ting, fortalte sygeplejersken, da hun tidligere på måneden afgav forklaring i retten.

Den forkerte håndtering af lægemidlet betød, at den 75-årige patient pådrog sig en dødelig forgiftning, og retten har nu slået fast, at det var sygeplejerskens skyld.

Anklagemyndigheden har i sagen ment, at sygeplejersken burde have erkendt sin tvivl om, hvordan lægemidlet skulle anvendes og på den baggrund have spurgt om hjælp, i stedet for bare at give midlet til patienten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS