Sygeplejerske anklaget for forgifte 21 patienter
En sygeplejerske er anklaget for at have tilsat insulin til saltvandsopløsninger og dermed forgifte en lang række patienter, hvoraf tre er døde.
En noget skræmmende retssag er i disse dage i gang i Manchester Crown Court i England. Her står en 46-årig mandlig sygeplejerske anklaget for at have forgiftet 21 af sine patienter ved at tilsætte insulin til saltvandsopløsninger, som blev givet til patienterne. Tre af dem – en 44-årig kvinde og to mænd på hhv. 71 og 89 år – døde af forgiftningen. Det skriver The Guardian.
Forgiftningerne er alle sket i en periode på omkring et halvt år mellem juni 2011 og januar 2012.
Anklageren mener at kunne påvise, at den mandlige sygeplejerske er fællesnævneren i alle disse forgiftningssager, men har udtalt til retten, at man ikke ved, hvad motivet til forgiftnngerne er.
Den 46-årige anklagede nægter sig skyldig i alle anklagepunkter, der i alt tæller 36 – heriblandt tre anklager for drab.
Anklageren fortalte i retten, at forgiftningerne ikke ser ud til at være tiltænkt nogen specifikke ofrer.
– I langt størstedelen af sagerne, lader det til, at gerningspersonen har inficeret produkter eller ændret på doseringer fuldstændig tilfældigt. Det var derfor et lotteri, hvem der blev behandlet med de forgiftede produkter, siger anklager Peter Wright.