Sygehus slagter de ansatte: 43 fyres
Der skal spares 325 millioner kroner.
For godt en måned siden meldte ledelsen på det nye supersygehus i Skejby ud, at hospitalet skal spare 325 millioner kroner.
Torsdag kunne regionsrådsformand, Anders Kühnau, S, så oplyse, at flytningen til Skejby har været dyrere end forventet. Region Midtjylland har opfjort det til samlet én milliard kroner.
På mandag kan en række ansatte på hospitalet se frem til at miste jobbet. I første omgang går det ud over afdelingen Røntgen og Skanning, der både laver CT-skanninger, MR-skanninger, mammografier, ultralyd og røntgenundersøgelser.
Her skal omtrent tyve medarbejdere på mandag have den kedelige besked, at de er fyret. Omkring lige så mange har i ugerne op til taget imod en frivillig fratrædelsesordning. Det bekræfter afdelingens ledende overlæge over for TV2 Østjylland.
Røntgen og Skanning skal nedlægge 43 stillinger. De fordeler sig således:
26 sygeplejersker og radiografer
16 i sekretærgruppen
1 mellemleder
Et krav fra staten
Ifølge afdelingsledelsen på Røntgen og Skanning sker fyringerne, fordi staten har krævet, at sygehuset kan effektivisere driftsbudgettet med otte procent, efter at de forskellige sygehuse i Aarhus er blevet samlet under ét tag i Skejby.
De planlagte fyringer, får fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne ved Aarhus Universitetshospital Jacob Gøtzsche til at ryste på hovedet.
– Stemningen er meget trykket herude. De medarbejdere, der skal afskediges er vellidte og kvalificerede og skal afskediges bare fordi der ikke er økonomi til at have dem ansat, siger han til TV2 Østjylland.
– Jeg frygter for de arbejdsvilkår, som det personale der bliver tilbage, skal arbejde under. Og så frygter jeg for patienterne, der skal have behandling her i fremtiden, for det bliver ikke på Danmarks bedste hospital. Det kan jeg lige så godt sige med det samme.
Det var tidligt
Det er sådan set rimeligt nok, at det skal være billigere at drive sygehus på én adresse frem for på fire, mener anden næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland Carsten Kissmeyer (V).
Han synes dog, det er for tidligt, at staten kræver de otte procent i effektivisering.
– Vi er de første i Danmark, der flytter så kæmpe store funktioner sammen. Lige nu er der nye arbejdsgange, som skal indarbejdes, når fire arbejdspladser bliver til én samtidig med at teknikken driller, siger Carsten Kissmeyer.
Udover sit hverv i Region Midtjylland, sidder han i Folketinget for Venstre og er opstillet ved dette folketingsvalg.
– Jeg tror, vi godt kan tage en snak med staten, om vi ikke kan få en længere indkøringsfase. Så kan vi måske finde de otte procent ikke over ét, men over tre eller fire år.
Midt i en valgkamp
Torsdag aften erklærede folketingsmedlemmer fra både Venstre og Socialdemokraterne sig over for TV2 Østjylland villige til at diskutere en håndsrækning fra Christiansborg til AUH.
Men statsministerkandidat Mette Frederiksen (S), der fredag rejste sig fra sygesengen og tog til Grenaa, er anderledes klar i spyttet:
– Jeg kan ikke stå og love 600 millioner til Region Midt. Det er en træls, kedelig og potentielt alvorlig situation de står i her med så stor en regning, siger Mette Frederiksen.
– Det, jeg kan sige, er, at vi gerne vil prioritere velfærd højere og det gælder også på sundhedsområdet.
Flere afdelinger er i fare
Ifølge hospitalsdirektør Poul Blaabjerg vil besparelserne på det nye supersygehus komme ind og røre ved væsentlige dele af hospitalets profil.
Afdelingen Røntgen og Skanning bliver formentlig blot den første af en lange række afdelinger på universitetshospitalet, som kommer til at mærke besparelserne.
Den 30. april afleverede alle afdelingsledelser på Aarhus Universitetshopsital deres bud på, hvor deres afdeling ville kunne spare. Nu gennemgår hospitalsledelsen forslagene og den 22. maj forventes de at præsentere en samlet spareplan for politikerne i Region Midtjylland.
– Afdelingsledelserne har beskrevet, hvad det er for et hospital, vi kan drive for de ca. 7,1 mia. kr., vi har som budget. Herefter får vi en proces med en sparerunde, som vil røre ved væsentlige dele af AUH’s nuværende profil, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.
Regionsrådet er bekymrede for, om vi kan håndtere patienter, for personalets trivsel og for om vi kan beholde specialiseringerne, der spiller en stor rolle for os.
Også regionsrådets anden næstformand, Carsten Kissmeyer (V), frygter, at de massive besparelser hospitalet står over for, vil gå for hårdt ud over det nye supersygehus.
– Regionsrådet er bekymrede for, om vi kan håndtere patienter, for personalets trivsel og for om vi kan beholde specialiseringerne, der spiller en stor rolle for os, siger han.
Regionsrådet ventes at tage stilling til, hvor der skal spares den 26. juni.