Syge danske grise mangler ofte dette
En stor stikprøvekontrol af danske svineproducenter viste problemer flere steder.
Flere danske svineproducenter er for langsomme om at behandle eller aflive syge svin. Det skriver Fødevarestyrelsen.
Nyheden kommer, efter at Fødevarestyrelsen sidste år gennemførte en stikprøvekontrol af danske landmænds håndtering af syge og tilskadekomne slagtesvin og søer. Fødevarestyrelsen skriver, at 32% af de undersøgte svineproducenter ikke levede op til de gældende regler for dyrevelfærd og medicinering.
401 svinebestæninger blev undersøgt, 11 blev direkte politianmeldt, mens der blev givet 127 forskellige indskærpesler og udstedt én bøde.
“Når svinene i stalden bliver syge, så skal der tages hånd om dem, så de enten får den rigtige behandling eller aflives. Så simpelt er det,” siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Christian Strøyer, til Fødevarestyrelsen.
Stikprøvekontrollen viste, at de undersøgte landmænd i flere tilfælde ikke gav syge eller tilskadekomne dyr en passende behandling med det samme. Kontrollen viste også, at landmænd i flere tilfælde var for langsomme til at aflive dyr, der skulle aflives.