Sydtrafik klar med julenatbusserne
Så er det tid til julefrokost igen, og Sydtrafik tilbyder traditionen tro at stå for den sikre transport hjem fra festen alle fredage og lørdage helt frem til jul.
Julenatbusserne kører første gang fredag d. 28. november og sidste gang lørdag d. 20. december. Busserne stopper både ved blå og gule stoppesteder i byerne. På landevejen kan man som altid vinke bussen til at stoppe, hvis der ikke er et stoppested.
Hvor kører natbusserne?
Natbusserne kører generelt mellem de større byer, men også til og fra oplandet og ind til de største byer.
I Sønderjylland sættes der seks ekstra julenatbusser ind som supplement til de almindelige natbusser.
I Trekantområdet kører der 15 julenatbusser i stedet for de fire almindelige natbusser.
I Esbjerg bliver der indsat yderligere to natbusser til julefrokostgæsterne.
Helt præcise oplysninger om kørslen findes på www.sydtrafik.dk under køreplaner/natbusser. Eller man kan tage en køreplan i bussen eller på et kortsalgssted. Man kan også – som altid – finde sin rejse på rejseplanen.dk.
Sidste kørsel med julenatbusser er lørdag den 20. december. Herefter overtager de almindelige natbusser igen kørslen efter den almindelige natbus-køreplan. Dog er der lige den undtagelse, at de almindelige natbusser også kører nytårsnat.
Billigere end en taxa
Alle billettyper gælder i julenatbusserne lige bortset fra skolekort, men der bliver lagt et nattillæg på prisen. Det koster 20 kr. ekstra, hvis man køber en kontantbillet eller kører på Ungdomskort eller andet periodekort.
Folk med rejsekort kommer billigere med. Nattillægget lægges automatisk på prisen, men det hele er 20 pct. billigere, fordi man kører uden for myldretid.