Sydkoreas børn er de ulykkeligste
Sydkoreanske børn er utilfredse med tilværelsen. Særligt den ekstreme konkurrence i skolen gør dem triste.
Det er ikke særlig sjovt at være barn i Sydkorea.
Det er i hvert fald den konklusion, en ny sydkoreansk undersøgelse viser, når den holdes op mod resultater fra 30 af verdens rigeste lande.
Her optræder sydkoreanerne helt i bund, når det gælder børns tilfredshed med livet, og det er særligt de enorme forventninger i skolen, der ifølge undersøgelsen gør livet surt for børnene.
– Den mest relevante faktor for børns tilfredshed med livet er akademisk stress. Herefter følger skolevold, internetafhængighed, forsømmelse og online-vold, siger det sydkoreanske sundhedsministerium om undersøgelsen, der tæller 4000 husholdninger med børn under 18 år.
Chefen for Verdensbanken, Jim Yong Kim, der selv er født i Sydkorea, føler med sine landsmænd.
– Studerende bærer en betydelig psykologisk byrde fra konkurrence og mange timers skolearbejde, siger han i forbindelse med et besøg i Seoul, Sydkoreas hovedstad.
Den sydkoreanske undersøgelse er holdt op mod resultater fra 27 andre medlemmer af OECD, der samler 34 af verdens rigeste lande, samt tal fra Rumænien, Letland og Litauen.
Næstefter Sydkorea ligger Rumænien og Polen nederst på listen over børns tilfredshed med livet.
Over halvdelen af Sydkoreas børn i alderen 15-19 år, som er i fare for at begå selvmord, peger på det akademiske pres som en af grundene til, at de overvejer at gøre en ende på deres liv.
Sydkoreanske forældre er kendt for at sende deres børn til privat ekstraundervisning til langt ud på aftenen, ligesom børn allerede som fire-fem-årige ofte begynder at lære engelsk.
Sydkorea er i øvrigt et af de lande i verden, hvor flest mennesker begår selvmord.
Kun i Grønland og Litauen er selvmordsraterne højere.
/ritzau/Reuters