Svineproducenter: Urealistisk mål for antibiotika
Forbruget af antibiotika i svinestalde er faldet mindre end lovet. Ifølge dyrlægerne er målet sat for højt.
De danske svineproducenter brugte cirka ni procent mindre antibiotika i første halvår af 2015 i forhold til samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Fødevarestyrelsen.
– I den danske svineproduktion har vi udviklet nye staldsystemer, højnet hygiejnen og forbedret den måde, vi producerer svin på.
– Det har bragt os i absolut front, når vi taler om lavt medicinforbrug og god dyrevelfærd. Det er svineproducenternes hårde arbejde, der har fået os så langt, siger Claus Fertin, direktør i Seges, Videncenter for Svineproduktion.
Danske producenter har i forvejen et af de laveste medicinforbrug i verden. Men de lovede også sidste år på eget initiativ, at de inden udgangen af 2015 ville halvere forbruget af det omdiskuterede tetracyklin.
Indtil nu er det dog kun lykkedes at reducere forbruget med 20 procent, og dermed er det umuligt at nå en halvering i år. Det skal man som forbruger og borger imidlertid ikke tage så tungt ifølge formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Kristian Viekilde.
– Det var et meget ambitiøst og måske også urealistisk mål. Der bliver løbende skåret ned på forbruget, hvor det er fagligt forsvarligt. Men det tager tid at tage så store skridt, siger han.
Han peger samtidig på, at Danmark er et internationalt foregangsland, når det gælder det lavest mulige forbrug af antibiotika i svineproduktionen.
– Når vi snakker om den frygtede resistens for mennesker i forhold til antibiotika, er problemet ikke nationalt, men globalt. Internationalt er risikoen for infektioner langt større for folk, der rejser, end den er for danskere i bred almindelighed, siger han.
Med afsæt i et udspil fra dyrlægerne begynder arbejdet i næste måned med at forbedre den nuværende Gult Kort-ordning. Målet er en mere intelligent ordning, der stiler mod især at begrænse brugen af antibiotika, der er problematisk i forhold til at skabe resistens hos mennesker.
/ritzau/