Svineproducenter: Russisk boykot vil koste landbrug livet

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Danske svineproducenter indstiller sig på, at eksporten til Rusland aldrig kommer igen. Det koster dyrt.

Den russiske boykot af vestlige fødevarer betyder, at der er for mange svineproducenter i Europa.

Hos Danske Svineproducenter er håbet, at det er svinebønder i andre lande, der må bukke under først, siger formanden for de danske svineavleres organisation, Henrik Mortensen.

– Det er en meget barsk virkelighed lige nu, og priserne er faldet drastisk. Ruslands boykot har den konsekvens allerede, at vi får en alt for lav pris for vores varer. Der er alt for meget svinekød i Europa, som skal afsættes på alternative markeder, siger han.

– I mit stille sind kan jeg håbe, at det er andre europæiske producenter, der må stoppe, og at vi i Danmark kommer over det. Men markedet skal rette sig til, og der skal fjernes produktion, så der kan komme bedre priser, siger Henrik Mortensen.

Siden russerne for et år siden indførte forbud mod import af fødevarer fra bestemte lande – herunder Danmark – har landbruget mistet indtægter i milliardklassen.

Købekraft svækket

Og ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten kan tabene vise sig at blive permanente.

Russernes købekraft er nemlig svækket betydeligt, og samtidig er landet på vej til at blive selvforsynende med landbrugsvarer, lyder det blandt andet fra Landbrug & Fødevarer i avisen.

Hos Danske Svineproducenter er formanden enig i analysen af, at dansk landbrug permanent må vinke farvel til det lukrative russiske marked.

– Jeg har set tal for, at russerne før havde en selvforsyningsgrad på omkring 45. Nu har jeg set tal, der siger omkring 85 procent, og samtidig har de fået mindre købekraft. Så der er ingenting, der tyder på, at vi får det russiske marked tilbage, siger formanden.

Han håber, at regeringen hurtigt får gennemført den 16-punktsplan, som skal være en hjælpende hånd til landbruget, og som regeringen gik til valg på.

Ifølge Landbrug & Fødevarer lå kiloprisen på svinekød to kroner lavere i 2014 end året før, og det kostede sammenlagt svineproducenterne fire milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS